Dansk deltagelse i britisk mia-projekt
Cowi har vundet rådgivningen på den første nye forbindelse over Themsen i 50 år
I et konsortium ved navn Ltc Cascade bestående af de engelske konsulenthuse CH2M, Arcadis samt Cowi, skal de danske rådgivere levere teknisk rådgivning fra udvikling til bygning af Lower Thames Crossing, der er et af den engelske regerings top-40 infrastrukturprojekter.
Løsner trængsel
Forbindelsen bliver et af Europas største transportprojekter og den første over Themsen øst for Londons centrum i 50 år.
Den vil skabe en markant øget vejkapacitet med en essentiel forbindelse mellem to strategiske motorveje, løsne op for trængsel på den eksisterende vej og give stærkt forbedret transporttid mellem områderne Kent og Essex.
Den nye forbindelse forventes også at sætte gang i den økonomiske vækst:
“Forbindelsen vil åbne for massivt økonomisk potentiale for befolkningen I Essex, Kent og hele England. Vi skal have et team i verdensklasse til at sikre, at projektet leverer det fulde potentiale og vores tekniske rådgivere vil hjælpe os med præcis det”, siger Chris Taylor, direktør hos bygherren Highways Englands afdeling for infrastruktur.
Arbejde til 10 år
Lower Thames Crossing forventes at være et projekt, der løber over de kommende ti år.
”Vi er stolte af, at være udvalgt til at levere teknisk rådgivning. Det viser en meget stor tillid til, at vi kan levere services til de største infrastrukturprojekter globalt og demonstrerer, at vi i dag er blandt de afgørende spillere på det engelske marked for større anlægsprojekter”, siger Lars Hauge regional direktør i afdelingen for broer og tunneler hos Cowi.
Gennem datterselskaberne, Flint & Neill og Donaldson, har Cowi godt 250 medar-bejdere I England.
Lower Thames Crossing er designet med største hensyn til miljøet. Det gælder blandt andet støjreduktion, trafikforurening i bygge- og anlægsfasen af motorvejen samt påvirkning af miljøet i flodmundingen af Themsen.