23948sdkhjf

Cementgigant går frem i presset marked

Aalborg Portland Holding A/S øger omsætning med 138 mio. kroner. Til gengæld falder overskuddet som følge af vanskelige markedsforhold i Tyrkiet og den økonomiske afmatning i Norge
Cementkoncernen Aalborg Portland Holding, der blandt andet omfatter Aalborg Portland A/S, Unicon A/S samt en lang række andre datterselskaber i ind- og udland, havde i 2015 et acceptabelt år, taget de vanskelige markedsbetingelser på visse markeder i betragtning.

Koncernen kom ud af 2015 med en omsætning på 6.537 mio. kroner svarende til en stigning på 138 mio. kroner i forhold til året før. Det er samtidig den højeste omsætning nogensinde.

”Vi er tilfredse med for sjette år i træk at kunne bygge oven på vores omsætning og aktivitetsniveau, og det skyldes i høj grad en god balancering mellem investeringer og global spredning af risici. I 2015 har vi eksempelvis haft en tilfredsstillende udvikling i Danmark og Sverige og på vores primære markeder i Malaysia, Kina, Egypten og USA, hvor vi for alvor nu kan høste gevinsten af de seneste 10 års milliardinvesteringer”, forklarer CFO Henning Bæk fra Aalborg Portland Holding i en pressemeddelelse.

Han fremhæver at andre markeder som det norske og det tyrkiske til gengæld har haft et lavere aktivitetsniveau, hvor man også har været negativt påvirket af valutadevaluering i 2015.

Faldende overskud

Mens omsætningen steg, faldt resultat før skat fra 1.017 mio. kroner i 2014 til 919 mio. kroner i 2015.

Aalborg Portland ser dette som en acceptabel udvikling i et vanskeligt marked. Tilbagegangen kan først og fremmest tilskrives datterselskabet Cimentas i Tyrkiet, hvor aktivitetsniveauet har været faldende på grund af den politiske uro og valget i november, der udskød en lang række offentlige investeringer. Samtidig har Cimentas foretaget en regnskabsmæssig nedskrivning af aktiver på 75 mio. kroner.

Den lavere indtjening har påvirket forrentningen af den investerede kapital (ROCE) i negativ retning. Italienske Cementir Holding S.p.A., der ejer Aalborg Portland Holding, har knap 10 mia. kroner bundet i Aalborg Portland Holding-aktiver, og den investerede kapital faldt fra 11 til 10 procent.

Fortsatte investeringer

Aalborg Portland Holding har de seneste år investeret ikke mindre end 3,5 mia. kroner i udvidelse af markeds- og produktionsfaciliteter verden over.

Alene i 2015 er der globalt investeret knap 400 mio. kroner i en lang række forbedringer samt energibesparende og miljøfremmende projekter.

Koncernens investeringer går dog ofte uden om Danmark. Mere end 75 procent af koncernens aktiviteter er i dag uden for Danmark, og den danske produktion er reduceret med 32 procent i forhold til niveauet i 2007.

De stærkt stigende danske energiafgifter er medvirkende til at svække investeringspotentialet og konkurrenceevnen for den danske del af produktionen.

Aalborg Portland Holding arbejder dog med konkrete planer om at udvide produktionskapaciteten i Aalborg inden for specielt hvid cement, men det vil kræve en opblødning af det danske afgiftssystem, hvor særligt NOx-afgiften driller virksomheden.

brahe


Aalborg Portland Holding
Mio. kroner
2014 2015
Omsætning 6.399 6.537
Driftsresultat 1.436 1.427
Resultat før skat 1.017 919
Årets resultat 812 730
Egenkapital 5.712 5.828

Regnskabet er afsluttet den 31. december 2015
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203