Fra 1. juni i år skal alle byggevarer, der er i kontakt med drikkevand, være godkendt under den såkaldte GDV-ordning - ”Godkendt til Drikkevand”. Ellers er produkterne ulovlige at sælge og installere på det danske marked.
Det var Energistyrelsen, der tilbage i 2013 lancerede GDV-ordningen som en erstatning for den sundhedsmæssige del af VA-godkendelsesordningen. Formålet var at indføre en række grænseværdier for nikkel, bly og cadmium i blandt andet armaturer, vandhaner og vandrør for at gøre det lettere for producenter at få godkendt deres produkter. Men siden har ansøgninger hobet sig på hos GDV-sekretariatet, der står for godkendelserne. Over 300 ansøgninger er nu i kø til godkendelse mens under 100 er blevet godkendt. Da hver ansøgning kan indeholde en større mængde produkter fra samme linje, kan det betyde, at flere tusinde produkter nu bliver forsinket på deres vej til det danske marked.