23948sdkhjf

Erhvervsleder i spidsen for energikommission

Danfoss’ adm. direktør skal finde balancegangen mellem grøn omstilling og omkostningseffektivitet. Også byggeriet får en plads i kommissionen
Regeringen kunne i sidste uge præsentere sin energikommission på Danfoss’ hovedkvarter i Nordborg på Als.

Stedet var ingen tilfældighed, for regeringen har brudt med traditionen om at have økonomer i spidsen for kommissioner og har i stedet udpeget Danfoss’ adm. direktør Niels B. Christiansen til formand.

Foruden formanden er Energikommissionen sammensat af otte medlemmer fra forskningsverdenen og erhvervslivet med ekspertise inden for blandt andet finansiering af energisektoren, konkurrencedygtige markeder og fremtidens energisystem.

Allerede i regeringsgrundlaget bebudede Venstre, at man ville nedsætte en kommission, der skal ”forberede et oplæg til energipolitiske mål og virkemidler for perioden 2020-2030 med det sigte at bidrage til, at Danmark indfrier sine internationale klimaforpligtelser på en omkostningseffektiv og markedsbaseret måde”.

De rette rammer

Øvelsen for Energikommissionen bliver dermed at skabe såkaldt grøn realisme - at sikre den grønne omstilling, men samtidig sikre, at det ikke bliver for dyrt.

Niels B. Christiansen ser frem til arbejdet, og fremhæver særligt vigtigheden af at udvikle et fleksibelt og integreret dansk energisystem, der udnytter den stigende digitalisering.

”Evnen til at udnytte øget digitalisering er afgørende for konkurrenceevnen, og Danmark har mulighed for at profitere på udviklingen, hvis vi formår at skabe de rette rammer. Fremtidens løsninger handler om at fortsætte udbygningen med mere vedvarende energi. Men fremtidens løsninger handler i lige så høj grad også om en effektiv udnyttelse af den vedvarende energi”, siger han.

Presset på for plads

Dansk Byggeri har sammen med den øvrige byggebranche presset på for at få en plads i kommissionen. Derfor glæder det direktør Michael H. Nielsen, at det er lykkes.

”Det har været vigtigt at få et komplet kommissorium, som også sikrer, at bygninger og energieffektivitet bliver drøftet som en del af løsningen. Vi skal have undersøgt, hvad der betaler sig bedst, og omstilling af bygningerne til mindre energiforbrug eller nye energikilder bør være en del af svaret”, siger direktør Michael H. Nielsen, som med udpegning af professor Per Heiselberg, Aalborg Universitet, finder byggeriets tilgang til problemstillingerne godt repræsenteret i kommissionen.

Energikommissionen
Med udgangspunkt i regeringsgrundlaget nedsatte regeringen i går en energikommission, som skal hjælpe Danmark med at indfri sine internationale klimaforpligtelser.
Energikommissionen skal svare på en række spørgsmål inden for fem temaer:
Det danske energisystems styrker og svagheder
Omkostningseffektiv indfrielse af internationale klimaforpligtelser
Et omkostningseffektivt europæisk marked for energi
Et fremtidig integreret energisystem
Danmark som teknologisk pionerland
Energikommissionen har godt et år til at forberede oplæg til energipolitiske mål og virkemidler for perioden 2020-2030.
Primo 2017 forventes Energikommissionen at offentliggøre en samlet rapport med anbefalinger til dansk energipolitik.
Kilde: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet


Energikommissionens medlemmer
Formand for Energikommissionen bliver Niels B. Christiansen administrerende direktør for Danfoss.
De øvrige medlemmer er:
Per Heiselberg, professor ved Aalborg Universitet
Jacob Østergaard, professor ved Danmarks Teknisk Universitet
Birgitte Sloth, prodekan ved Københavns Universitet
Peter Møllgaard, professor ved Copenhagen Business School
Peter Brixen, chefanalytiker hos Muusman
Søren Eriksen, Vice President for Schneider Electric
Morten Springborg, temaspecialist Carnegie Asset Management
Marianne Dahl Steensen, adm. direktør for Microsoft Denmark
Kilde: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.266