23948sdkhjf

BOGANMELDELSE: Strategibog med uklart fokus

Forfatterne bag ledelsesbogen ”Strategi” har brugt meget energi på at skabe overblik over nyere tilgængelig strategiteori på dansk. Men der gabes over for meget, så det bliver mest opremsning
Umiddelbart virker det til, at forfatterne bag ledelsesbogen ”Strategi”, Flemming Poulfelt og Michael Moesgaard Andersen, har villet gabe over for meget. I forordet skriver de, at de gerne ville skabe en bog, der kunne bruges i de virksomheder, som gerne vil involvere medarbejderne mere i strategiarbejdet. Hvordan de havde tiltænkt sig, at den skulle bruges, er dog noget mere uvist.

Bogens gennemgang er på mange måder rigtig og fornuftig, men den vil hovedsagelig kunne anvendes af studerende og ledere uden strategierfaring.

For kort introduktion

Den giver maksimalt en meget kort introduktion til strategiarbejdet fra flere hundrede vinkler uden virkelig at skabe det overblik eller videregive de erfaringer, som man rent praktisk ville kunne bruge.

Bogen gennemgår først strategiens platform eller udgangspunkt – altså vision, mission og værdier. Derefter diskuteres om man bør følge en succesopskrift eller en diagnosetilgang til strategi, og så gennemgås de mange måder, som man kan udvikle virksomheden på. Så følger et kapitel, der kigger tilbage på de gammelkendte strategiske skoler, hvorefter de nyere skoler kort præsenteres uden rigtig at komme i dybden.

Slutteligt beskrives de forskellige drivers, der kan være for at skabe ny strategi, hvordan den nye strategi eksekveres samt et par velmente råd fra forfatterne. I bogens sidste kapitel og appendiks opremses 101 strategiske værktøjer så kortfattet, at jeg ikke rigtig får noget ud af det og så ustruktureret, at jeg ikke kan få overblik over dem.

Gemte guldkorn

Ind imellem de mange sider med teori og historisk diskussion kom der alligevel nogle guldkorn, hvor jeg mærker, at forfatterne har noget på hjerte. For eksempel afsnittet omkring ledelsens mindset i forhold til samt nogle cases, heriblandt mobilselskabet CBB mobil, der på meget kort tid ændrede strategi og blev til en såkaldt black swan, der ødelagde værdi for de etablerede selskaber, fik priserne på mobiltelefoni til at styrtdykke, imens de overtog markedsandele, for til sidst at blive opkøbt af den større konkurrent Sonofon, i dag Telenor. Cases som disse understøtter fint nogle af pointerne i bogen.

Flemming Poulfelt og Michael Moesgaard Andersen har forsøgt at skabe en bog, der kan bruges både af ledere, medarbejdere og studerende. Jeg er ikke i tvivl om, at resultatet ville være blevet bedre, hvis der havde været en mere skarp målgruppe. Hvis bogen skulle skrives til erhvervsledere, så skulle der mere liv og energi ind i materialet og der skulle fokus på deres specielle situation.

For lidt at spejle sig i

Der er således meget lidt at spejle sig i, hvis man ikke lige er i telebranchen, fordi næsten alle dybdegående eksempler i bogen kommer derfra.

Hvis bogen var målrettet studerende og medarbejdere, så skulle forfatterne nok have overvejet, om bogformen virkelig var den rigtige. Ikke fordi indholdet er forkert, men fordi det er meget svært at skabe overblik over så omfattende et tema, fortrinsvis med ord.

Der er ikke nogen tvivl om, at der er brugt tid på denne bog, men jeg anser den desværre for at være alt for overfladisk, uden at forfatterne virkelig giver stoffet liv med deres egne erfaringer og tips. Jeg vurderer, at det er en fin indgangsbog til strategiarbejdet, hvis man aldrig har arbejdet med det før. Derimod bliver mennesker, der arbejder med strategi løbende, skuffede hvis de forventer mange nye input.

Flemming Poulfelt og Flemming Andersen: Strategi, Akademisk Forlag, 240 sider, 300 kroner, er udkommet

Bøger om ledelse til anmeldelse kan sendes til Deloitte Silkeborg, Papirfabrikken 26, 8600 Silkeborg, att: Tobias Baldrian Madsen, eller tmadsen@deloitte.dk, hvis det er en e-bog
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.171