23948sdkhjf

Nyt om navne

I dag nyheder fra MT Højgaard, KPK Døre og Vinduer, Orbicon og Stjernholm A/S
Fylder år

Torben Hindborg Kristiansen, adm. direktør hos værktøjsfirmaet Rems Scandinavia fylder 50 år i morgen. Hans karriere har fulgt en lige linje med fokus på salg og markedsføring af professionelle maskiner til industri og bygge- & anlægssektoren, siden han i1987 startede som ung markedsføringsøkonom.

Fra 1987 til 1996 arbejdede Torben Hindborg Kristiansen hos forskellige værktøjsleverandører, indtil han kom til Metabo Danmark som salgskonsulent og efterhånden avancerede for i 2002 at blive udnævnt til salgschef og medlem af den skandinaviske ledergruppe.

I 2007 skiftede han til en stilling som markedschef for Rems Scandinavia og fik ansvaret for at opbygge markedet i Norge og Sverige. I 2011 blev udnævnt til adm. direktør for Skandinavien.

Torben Hindborg Kristiansen er gift med Gitte og sammen har de to piger på 16 og 22 år. Familien bor i Kastrup.

Sport har spillet en stor rolle i Torben Hindborg Kristiansens fritid, både som aktiv spiller og som følger af Bundesligaen, en interesse der blev grundlagt via tysk tv i de unge år på Møn. Fritiden bruges desuden på håndbold og tennis samt gode bøger om historie og rejser til alle dele af verden.

MT Højgaard

Steen Johannsen, 50 år, er udnævnt til divisionsdirektør med ansvar for byggeaktiviteter øst for Storebælt i entreprenørvirksomheden MT Højgaard.

Han var i forvejen siden februar sidste år ansat som sektionsdirektør i MT Højgaards højhussektion og har tidligere arbejdet som projektdirektør i entreprenørvirksomheden NCC Construction og som teknisk direktør i ejendomsudviklingsfirmaet TK Development. Steen Johannsen har blandt andet medvirket ved byggerierne af Kastrup Station under Terminal 3 i Københavns Lufthavn.

Han bor i Birkerød nord for København med sin hustru og tre hjemmeboende børn. Fritiden bruges blandt andet i løbeklubben Blovstrød Løverne samt på mountainbike i de nordsjællandske skove.

KPK Døre og Vinduer

Inge Andersen, 35 år, er ansat som sælger hos KPK Døre & Vinduer i Nykøbing Mors.

Hun er uddannet handelsassistent og kommer fra en tilsvarende stilling hos Outline Vinduer.

I sin nye stilling vil Inge Andersens primære arbejdsopgaver være rådgivning og vejledning af kunder samt ordremodtagelse.

Orbicon

Jakob Holck, 31 år, er ansat af som ingeniør i installationsafdelingen hos rådgivningsvirksomheden Orbicon.

Han er uddannet civilingeniør i energidesign fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i Lyngby og har tidligere arbejdet hos Ørtoft A/S Rådgivende Ingeniørfirma, blandt andet med projektering af indeklima, energi, ventilation og varme på Campus Bornholm.

Jakob Holck skal arbejdet med ventilation, indeklima, DGNB og bæredygtighed fra Orbicons kontor på Frederiksberg.

Han bor i Holte nord for København med sin kone og deres tre børn og dyrker mountainbiking og klatring i sin fritid.

Stjernholm A/S

Vandbehandlingsudstyrsproducenten Stjernholm har ansat nye medarbejdere.

Rasmus Vejle er ansat som projektleder. Han er uddannet elektriker og maskinmester med særligt fokus på vedvarende energi og kommer fra et job som projektingeniør hos biogasanlægsproducenten Xergi, hvor han blandt andet har arbejdet med dimensionering og indkøb af rørledninger, pumper og biogasmotorer samt koordinering af projekter.

I sit nye job skal Rasmus Vejle med udgangspunkt fra Stjernholms kontor i Randers varetage gennemførelse af og opfølgning på projekter og arbejde med projekter ude hos virksomhedens kunder.

Frank Andreasen er ansat som salgschef.

Han er oprindeligt uddannet landmand og senere jordbrugsteknolog med speciale i bygninger og maskiner og kommer fra et job som regional eksportchef hos staldmaterielproducenten ACO Funki, hvor han har arbejdet siden 2002.

I sit nye job får Frank Andreasen med udgangspunkt fra kontoret i Ringkøbing ansvar for internt og eksternt salg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.315