23948sdkhjf

OKNygaard skal passe DSB’s udearealer

Fra 1. april overtager anlægsgartnervirksomheden ansvaret for pleje og vedligehold af DSB’s udearealer i hele landet
Anlægsgartnerfirmaet OKNygaard har vundet opgaven med totalpleje af DSB’s områder i både øst og vest.

Totalplejen omfatter blandt andet vedligehold af grønne områder, ukrudtskontrol på sporstrækninger, renholdelse samt saltning og snerydning og dækker cirka 300 lokationer fordelt over hele landet med et samlet areal på cirka 244 hektar.

For at løse en driftsopgave af den størrelse effektivt, kræver det, at man som virksomhed er landsdækkende og samtidig har en stærk lokal forankring, fremhæves det.

”Vi har fra starten satset på netop lokal forankring. Det gør det lettere og hurtigere at foretage tilsyn, holde opsyn og at praktisere rettidig omhu til gavn for kunderne”, siger virksomhedens direktør, Ole Kjærgaard, i en pressemeddelelse.

Over for Licitationen - Byggeriets Dagblad oplyser han, at virksomhedens konstellation med afdelinger rundt om i landet har talt positivt op i regnskabet som den økonomisk mest fordelagtige bydende, og at virksomhedens afdelinger alle får glæde af kontrakterne.

”Alle får en bid af kagen”, siger han.

Direktøren betegner opgaven som en af de større i OKNygaard regi.

”Det er ikke den største kontrakt, vi har sat navnet på i forhold til drift og anlægsopgaver, men den ligger i den store ende”, forklarer han uden at konkretisere beløb.

Samarbejde fortsætter

OKNygaard har siden 2012 vedligeholdt DSB’s områder på udvalgte strækninger i Jylland.

”Vi ved, at DSB forventer et højt fagligt niveau, hvor der ikke gås på kompromis med kvaliteten. Siden 2012 har vi opbygget et godt samarbejde, hvor vi har fundet frem til den optimale styring af projekterne og den optimale kommunikation. Det er et meget givende samarbejde, som vi ser frem til at fortsætte de kommende år”, fortæller Gert Brøgger, afdelingsleder for storkundeafdelingen i OKNygaard.

Den nye kontrakt med DSB strækker sig over fem år.

Hos DSB oplyser man, at i alt 10 aktører var med i prækvalifikationen, og at fire var med i udbudsrunden. Hverken navne eller kontraktsum ønskes oplyst.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141