23948sdkhjf

Solar vender skuden efter store forandringer

Den børsnoterede vvs- og elgrossist kommer i 2015 ud med sit bedste driftsresultat i fem år efter at have gennemgået store forandringer året før
Efter et 2014 som i høj grad bød på store forandringer med et underskud til følge, har den børsnoterede el- og vvs-grossist Solar A/S vendt skuden og kommer ud af 2015 med et driftsresultat på 249 mio. kroner, der er det bedste i fem år.

I 2015 leverer Solar, der har omkring 3.000 ansatte og datterselskaber i seks europæiske lande samt på Færøerne, en omsætningsfremgang på over 300 mio. kroner til 10,6 mia. kroner og lander et resultat før skat på 201 mio. kroner mod et underskud på 122 mio. kroner i 2014.

”Solar kom ud af 2015 med det bedste driftsresultat i fem år, og vi glæder os over forbedringen. Vi har i 2015 haft en organisk vækst på cirka fem procent inden for installationssegmentet og cirka fire procent inden for industrisegmentet. Væksten er dog aftaget hen over året, så vi er afdæmpede i vores forventninger til 2016”, siger Solars adm. direktør, Anders Wilhjelm, i en kommentar til regnskabet.

Det særlige driftsresultat før afskrivninger af immaterielle aktiver, Ebita, landede på 296 mio. kroner mod 117 mio. kroner i 2014, og det er positivt påvirket med ni mio. kroner som følge af omlægning af hollandske pensionsordninger og to mio. kroner efter salget i 2013 af datterselskabet Aurora Group, der distribuerer tilbehør til forbrugerelektronik.

Væk fra klassisk grossistrolle

Solar gennemgår som flere af de andre store danske grossistvirksomheder inden for bygge- og anlægsbranchen en omfattende transformation i disse år, hvor virksomhederne lægger den traditionelle grossistrolle fra sig og bevæger sig hen imod at blive mere serviceorienterede.

Her fokuserer de i endnu højere grad på kundens behov og adfærd, og Solar definerer sig da også sig selv som en sourcing- og servicevirksomhed frem for en traditionel grossist, på trods af at virksomheden har omkring 150.000 varenumre på hylderne.

Transformationen væk fra den klassiske grossistrolle bevirkede, at Solar i forrige regnskabsår 2014 for første gang i mange år leverede et negativt driftsresultat på 73 mio. kroner og et resultat før skat på minus 122 mio. kroner efter et 2014, der blandt andet bød på lukning af Solars historiske hovedsæde i Kolding og flytning til Vejen, personalereduktioner og frasalg af aktiviteter i blandt andet Tyskland.

Det betød blandt andet omkostninger til restruktureringer på 86 mio. kroner, nedskrivninger af ejendomme på 31 mio. kroner samt omkostninger på 13 mio. kroner til det nye forretningskoncept Solar 8.000.

Mere omsætning online

Forandringsprocessen betyder samtidig, at Solar i stigende grad henter en stor del af sin omsætning på e-handel.

Solars online-omsætning nærmer sig således fem mia. kroner og udgør i dag 46 procent af koncernens samlede omsætning, og Anders Wilhjelm bebuder yderligere investeringer i e-handel.

”Vi forventer at investere i vores digitale platform for at forbedre kundeoplevelsen. Dette vil påvirke indtjeningen i 2016 negativt, hvilket der er taget højde for i vores forventninger”, lyder det fra den adm. direktør.

For 2016 lyder forventningen til Ebita således på niveau med i 2015, mens overtagelse af den hollandske virksomhed MAG45 den 1. februar i år påvirker omsætningen med godt 310 mio. kroner.

Solar A/S
Millioner kroner
2014 2015
Omsætning 10.252 10.587
Bruttoresultat 2.169 2.199
Driftsresultat (Ebita) 117 296
Driftsresultat -73 249
Resultat før skat -122 201
Årets resultat -234 167
Egenkapital 1.732 1.831
Antal ansatte 2.882 2.855

Regnskabet er afsluttet 31. december 2015


Opdateret 24/2-16 kl. 16.30: Regnskabsboks er tilføjet
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141