23948sdkhjf

Udflytningen af statslige arbejdspladser stiger i pris

Regeringen gav i går en status på udflytningsplanerne. Dele af Kronborg skal alligevel ikke bygges om til værksted, og så bliver det dyrere end først beregnet
Udflytningen af knap 4.000 statslige arbejdspladser vil samlet set koste en mia. kroner.

Det slog regeringen fast i går, da finansminister Claus Hjort Frederiksen og erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen - begge fra Venstre - gav en status på udflytningsplanerne.

Regeringen har foreløbig afsat 400 mio. kroner på finansloven for 2016 til udflytningen, men det er langt fra nok til finansieringen.

Derfor skal der spares i ministerierne - og afsættes penge på finansloven for 2017. Omkostningerne for udflytningen af statslige arbejdspladser er i gennemsnit på 250.000 kroner per arbejdsplads, vurderer regeringen.

Bedste mands skøn

Claus Hjort Frederiksen ville i går dog ikke garantere, at der ikke kommer flere udgifter i forbindelse med udflytningen.

”Det her er baseret på bedste mands bedste skøn. Jeg tror, at det vil ramme nogenlunde rigtigt, men det kan ikke være anderledes end at noget kan blive dyrere og noget kan blive billigere”, siger han.

En af de justeringer regeringen har foretaget i udflytningsplanen handler om Statens Værksteder for Kunst. Oprindeligt var det meningen, at institutionens otte medarbejdere, der bidrager til udførelsen af særligt krævende kunstprojekter, skulle være flyttet til Kronborg i Helsingør. Men da det ville koste omkring 35 mio. kroner, at ombygge dele Kronborg til store værksteder og atelierer, så har regeringen valgt at arbejde med en alternativ placering, der vil blive meldt ud senere. Det sker fordi man ikke ønsker ”at kaste gode penge efter dårlige”, som Troels Lund Poulsen, formulerede det.

Dynamik lokalt

Erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius, vurderer at udflytningen på den korte bane godt kan give lidt ekstra aktivitet til byggebranchen.

”De bygninger som de forskellige styrelser skal flytte til skal være tidssvarende - nogle skal måske opgraderes. Det kan godt skabe lidt dynamik lokalt. Desuden vil der forhåbentligt blive skabt en øget aktivitet i de områder, hvor der skal flyttes arbejdspladser hen, så områderne samlet set vil opleve vækst”, siger han.

Det er regeringens plan at udnytte statslige bygninger, der indtil nu har stået tomme til udflytningerne.

Læs også: " Frygt for mindre effektivitet i Arbejdsskadestyrelse ".
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.265