23948sdkhjf

Atypisk model for samarbejde i Ørestad

Entreprenørvirksomheden Hoffmann og rådgiverne fra Rambøll byder utraditionel samarbejdsmodel velkommen. Målet er et 65.000 kvm stort kontorbyggeri i Ørestad
KLP Ejendomme opfører et 65.000 kvm stort kontorbyggeri på Kay Fiskers Plads i Ørestad.

Samarbejdsmodellen på projektet bryder med den traditionelle deling mellem byggeriets parter.

Ved store byggerier er normen, at bygherrer i opstartsfasen går i dialog med byggeriets parter én-til-én og trinvist. Arkitekten kommer med sine skitser. Entreprenøren med sin pris. Og ingeniøren byder ind med beregninger.

”Følgerne af den silo-tilgang er ofte unødige tilbageløb, for eksempel når ingeniøren må konstatere, at arkitektens forslag ikke lader sig gøre i praksis eller inden for den økonomiske ramme”, siger Bjarke Curtz Jansen, afdelingsleder for Large Projects i Rambølls byggeridivision.

Hvor det giver mening

Projekteringen af kontorbyggeriet, der er skitseret af Vilhelm Lauritzen Arkitekter, er grebet anderledes an med en samarbejdsmodel baseret på at parterne involveres, hvor det giver bedst mening. Derfor køres reelt parløb frem til og med projektforslaget, hvor alle parter – arkitekt, ingeniør og entreprenør – har ligestillede kontrakter med bygherren. Først herefter overgås til en totalentreprise, hvor Rambøll arbejder direkte for entreprenøren, Hoffmann.

Her siger adm. direktør Torben Bjørk til Licitationen – Byggeriets Dagblad:

”Den måde at arbejde på ligger lige til vores dna. Og det er nødvendigt at alle kompetencer er med fra start, i takt med at nutidens byggerier bliver mere og mere komplekse”.

”80 procent af vores ordrebeholdning består af projekter, hvor vi arbejder efter den nye samarbejdsmodel. Men selv om rådgiver arbejder direkte for os, er der ikke tale om et ulige forhold. Samarbejdsforholdene vil også i de næste faser være transparente, hjulpet af at alle involverede – arkitekter og så videre – fysisk vil sidde hos os”, fortsætter Torben Bjørk.

Den tværfaglige dialog og ansvarsdelingen i opstartsfasen sikrer ifølge en pressemeddelelse fra Rambøll en fælles forståelse, så uhensigtsmæssig omprojektering undgås.

”Omprojektering er en stor risiko for os, fordi vi skal stå på mål for den pris, entreprenøren og et byggemarked fastsætter måske flere år ud i fremtiden. Derfor vil vi gerne have entreprenøren med fra start. Samtidig sikrer vi, at bygherren får de bedste muligheder for at styre risiko og pris”, siger Bjarke Curtz Jansen.

Arbejder direkte for kunden

”Set fra vores stol er det en fordel, at vi i de tidlige faser arbejder direkte for kunden og sikrer, at løsninger og kvalitet er efter projektets intentioner, men samtidig deltager entreprenøren med leverandøranvisninger og kan håndtere anlægsøkonomi,” tilføjer han .

Efter projektforslaget skal bygningens detaljer designes færdig, anlægsprisen skal låses og byggeriet gennemføres, så her passer en totalentreprise ifølge Hoffmann og Rambøll godt.

Kontorhuset på Kay Fiskers Plads bliver et karrébyggeri med op til otte etager med en stor fælles stueetage. Desuden skal der etableres halvanden etages p-kælder.

Første spadestik tages i foråret 2017.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172