23948sdkhjf

Udførende: Private og offentlige bygherrer kan lære af hinanden

Bedre samarbejde, mere videndeling og færre mangellister er resultatet af bedre samarbejde efter Værdibyg-modellen
Værdibyg-samarbejdet har netop fået bevilget 5,5 mio. kroner, så arbejdet med at optimere byggeriets processer kan videreføres.

Og bedre samarbejde, mere videndeling og færre mangellister er nogle af resultaterne efter Værdibyg-modellen.

Dennis Nielsen, direktør for energirenovering hos NCC Building, oplever et stort engagement i renoveringopgaver, og en jævnbyrdighed mellem nybyggeri og energirenovering:

”Energimæssigt og miljømæssigt er der store gevinster ved renovering, og indeklimaet forbedres ofte meget. De renoveringer, vi udfører på især store offentlige bygninger, private erhvervsejendomme og store almene bebyggelser, fjerner utætheder, skimmelsvamp, og hvad der ellers kan gemme sig, og forbedrer brugernes og beboernes livskvalitet”, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Bør lære af hinanden

Han efterlyser, at de offentlige og private bygherrer gensidigt kan lære af hinanden:

”Når vi arbejder med renovering i offentligt regi, er der stor fokus på pris, men til gengæld er der stor lydhørhed over for energi- og miljørigtige løsninger, der fremtidssikrer bygningerne til den grønne omstilling. Hos de private kan der være højere til loftet i forhold til krav om kvalitet og referencer, men til gengæld kunne de private bygherrer være mere miljøbevidste. Her kan de godt lære af de offentlige projekter”, mener Dennis Nielsen.

Simple og direkte

Gert Dahlin Larsen, sektionsingeniør hos Aarsleff, der netop nu arbejder med råhus og aptering på Novo Nordisks nye diabetescenter i Skovlunde, er også en stor tilhænger af samarbejde på tværs af sektorer og fag.

”Derfor bruger vi også aktivt vejledningerne fra for eksempel Værdibyg. De er skrevet af fagfolk og er ofte simple og direkte. Når vi starter vores procesplan, og ved aflevering, tager vi med fordel udgangspunkt i vejledningerne. vi indkalder holdet fra rådgiver til udførende, hele vejen rundt, til em workshop, hvor vi for eksempel aktuelt fik talt om inddragelse af underentreprenører og brugte de erfaringer, der er blevet indsamlet fra lignende projekter, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Færre mangellister

Rådgivervirksomheden Rambøll, der er totalrådgiver på projektet, får også ros fra Gert Dahlin Larsen.

”Rambøll var flinke til at sætte begreber som mestergennemgang ind i tidsplanen”, siger han.

På den måde fik flere faggrupper tid til at gennemgå forskellige faser sammen og tage flere potentielle problemer på stedet.

”Når et fælles sjak kan tage sig af tingene, måske endda med det samme, kan man slippe for kilometerlange mangellister,” siger Gert Dahlin Larsen, der kalder de nye samarbejdsprocesser og mere rullende tidsplaner i både nybyggeri og renovering for en aha-oplevelse og videndeling, der virker.

”Det at vi fik taget så mange mulige problemer inden de voksede sig store betyder, at vi kan bygge 17.000 kvm på 15 måneder”, siger han.

Værdibyg
Partnerne bag Værdibyg, som er BAT-kartellet, Bygherreforeningen, Dansk Byggeri, Danske Ark, Foreningen af Rådgivende Ingeniører samt Tekniq, og Realdania har netop bevilliget i alt 5,5 mio. kroner, så arbejdet med at optimere byggeriets processer kan fortsætte.
I den kommende bevillingsperiode vil Værdibyg fokusere på vejledninger om dialog i udbudsprocessen, nye muligheder i udbudsloven, risikostyring, totaløkonomi, optimering af værdikæden og formidling af resultater, lyder det i pressemeddelelsen fra Værdibyg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.114