23948sdkhjf

Ny bevilling sikrer fortsat branchesamarbejde

Med 5,5 mio. kroner i ryggen kan brancheinitiativet Værdibyg fortsætte til 2018. Byggeriets parter oplever de praksisnære vejledninger som et brugbart værktøj
Da branchesamarbejdet Værdiskabende Byggeproces, i daglig tale Værdibyg, blev evalueret i 2014, var konklusionen entydig: Der er stor interesse for og tilfredshed med vejledningerne.

Nu har partnerne bag Værdibyg (som er BAT-kartellet, Bygherreforeningen, Dansk Byggeri, Danske Ark, Foreningen af Rådgivende Ingeniører og Tekniq, red.) og Realdania netop bevilliget i alt 5,5 mio. kroner, så arbejdet med at optimere byggeriets processer kan fortsætte.

”Siden vi startede i 2008, er der blevet lavet 19 vejledninger, og fire nye er på vej. Vejledningerne er praksisorienterede, og mere end 200 praktikere har bidraget til vejledningerne, så de er meget brugbare”, siger Rolf Simonsen, sekretariatsleder for Værdibyg.

100.000 downloads

At den ambition er lykkedes, peger nye tal på: Hele 100.000 gange er vejledningerne blevet downloadet, så der er en tydelig efterspørgsel i branchen efter de praksisnære vejledninger.

”Det er ikke tilfældigt, at vejledningerne er populære. En brancheundersøgelse fra 2014 viste, at samarbejde og procesoptimering er den vigtigste driver for øget produktivitet. Det er lige præcis det behov, som Værdibyg hjælper med at løse” siger underdirektør i Tekniq og formand for Værdibygs styregruppen, Jan Eske Schmidt.

Fortsat behov

Selvom der er mange gode råd i de hidtidige vejledninger, peger praktikerne stadig på udfordringer i byggeprocesserne, som der er behov for at udvikle værktøjer og anbefalinger til.

”Når vi fortsat støtter arbejdet i Værdibyg, er det fordi vi kan se, at det stadig er muligt at forbedre processerne både på byggepladsen og hos rådgiverne, når de projekterer. Potentialet er oplagt, og vejledningerne kan hjælpe med at høste gevinsterne”, siger direktør hos Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen i en pressemeddelelse.

Et godt værktøj

Den vurdering støtter direktør i Danske Ark Lene Espersen:

”Vi sætter stor pris på Værdibygs vejledninger, som er et godt værktøj for byggeriets parter, og som medvirker til at sikre bedre samarbejde og forståelse mellem byggeriets mange aktører. Der er et stort behov for at fortsætte arbejde til gavn for hele byggeriet”, siger Lene Espersen.

I den kommende bevillingsperiode vil Værdibyg fokusere på vejledninger om dialog i udbudsprocessen, nye muligheder i udbudsloven, risikostyring, totaløkonomi, optimering af værdikæden og formidling af resultater, lyder det i pressemeddelelsen fra Værdibyg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109