23948sdkhjf

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om nye anlægsprojekter i Vejen, Horsens og Brønderslev
Redigeret af Charlotte Westh

REGION SYDDANMARK

VEJEN: Vejen Varmeværk har sendt et projektforslag for fjernvarmeforsyning af Fabriksvej til Vejen Kommune med anmodning om Vejen Kommunes godkendelse af forslaget.

Ejendommene på Fabriksvej er ikke omfattet af en lokalplan, men de har tinglyst tilslutningspligt til naturgas.

Vejen Varmeværk har fra flere naturgasforbrugere på Fabriksvej modtaget anmodning om at udfærdige et projektforslag om ændring af forsyningsformen fra naturgas til fjernvarme.

Udvalget for teknik og miljø har set på forslaget og indstiller det til godkendelse i Vejen Byråd.

REGION MIDTJYLLAND

HORSENS: Horsens Byråd har bevilget otte mio. kroner til renovering af Nordre Kaj og otte mio. kroner til renovering af kajen ved Havneservice. Anlægsarbejderne er en del af havneprojektet, der over en årrække økonomisk vil hvile i sig selv.

Teknik og Miljø har fået udarbejdet tilstandsvurdering og projekter for udbedring for Nordre Kaj samt kaj ved Havneservice. Arealerne tilhører Horsens Kommune. Hertil kommer, at der er udarbejdet tilstandsvurdering for Kaj 2, som tilhører Horsens Havn. På baggrund af tilstandsvurderingerne foreslås det at foretage renovering snarest, da kajerne er i så dårlig forfatning, at der er fare for konstruktionssvigt.

Renovering af Nordre Kaj og Kaj 2 foreslås udbudt som ét projekt, da ydelserne er meget identiske med hinanden. Det drejer sig om etablering af ny spuns foran den eksisterende træ/beton kaj­indfatning.

Kajen ved Havneservice totalrenoveres med en eventuel kraftigere spunskonstruktion for at udgå stor bundudskiftning.

REGION NORDJYLLAND

BRØNDERSLEV: Brønder­slev Byråd har sagt ja til at stille kommunegaranti til Hjallerup Fjernvarme, der vil optage et lån på 15 mio. kroner til brug for finansiering af biomasseanlæg.

I forbindelse med fusion mellem Klokkerholm Kraftvarmeværk og Hjallerup Fjernvarme blev tilladelse til etablering af biomasseanlæg overført til Hjallerup Fjernvarme. Hjallerup Fjernvarme har efterfølgende ansøgt og fået godkendt et biomasseanlæg på 1,8 MW, hvor man vil anvende halm og træpiller til brændsel i biomassekedel. Biomasseanlægget skal anvendes i forbindelse med grøn omstilling fra naturgas samt sikre forbrugerne billigere varme.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094