23948sdkhjf

København speeder genopretningen op

Borgerrepræsentationen i København har bevilget 178 mio. kroner til genopretning af blandt andet veje, cykelstier og fortove. Det betyder, at genopretningsbudgettet i 2016 er tre gange så stort som i 2015.
Roskildevej, Frederikssundsvej og Valby Langgade, kan se frem til en gevaldig makeover i 2016. En millionbevilling fra Københavns Borgerrepræsentation sikrer nemlig, at en række færdselsårer får ny støjdæmpende asfalt på vejbanerne, mens cykelstier, afvanding, fortove og signalanlæg skal renoveres.

Vejene er i så dårlig stand, at genopretningen skal ske nu, hvis man skal undgå, at de nuværende skader i asfalten udvikler sig, så vand fra kørebanen kan trænge ned og beskadige den underliggende vejopbygning. Hvis det sker, fordyrer det renoveringen betragteligt.

”Vi har desværre et voldsomt efterslæb på vedligeholdelsen af Københavns vejnet. Det går ud over fremkommelighed og trafiksikkerhed, og det betyder også, at hvis ikke vi handler nu og får indhentet det her efterslæb, så får vi nogle langt mere alvorlige og dyre skader på vores vejnet”, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

Tæt samarbejde med rådgivere og entreprenører

Sammen med den særlige genopretningspakke på 178 mio. kroner, har Teknik- og Miljøforvaltningen også fået til opgave at udføre anlægsarbejdet særdeles effektivt, så projekterne kan stå klar inden udgangen af 2016 – uden at det går ud over kvaliteten af arbejdet.

Det kræver en stram koordinering og et tættere samarbejde med rådgivere og entreprenører end nogensinde før. Forvaltningen har derfor holdt indledende møder med de rådgivere, som er med i forvaltningens rammeaftale, for at afstemme forventninger og holde dem tæt på processen. Alle parter kommer derfor til at løbe stærkt for at nå målet om at blive færdige i 2016. I perioder vil eksterne rådgivere flytte ind i forvaltningens lokaler for at gøre forløbet så koncentreret som muligt.

For entreprenørerne er det vigtigt, at de bliver inddraget tidligt, så de har mulighed for at komme med gode input i forhold til proces, metoder og fremkommelighed for trafikken under arbejdets udførelse, påpeger Niels Nielsen, branchedirektør i Danske Anlægsentreprenører under Dansk Byggeri.

”Tidlig inddragelse giver for alle parter det bedste resultat, hvis signalet om inddragelse og samarbejde fra start til slut er klart både i ord og handling”, siger han.

Projekterne
Genopretningspakken indeholder seks konkrete projekter med et stort efterslæb på vedligehold. Projekterne er:

• Helhedsgenopretning af Roskildevej
• Helhedsgenopretning af Stubmøllevej
• Helhedsgenopretning af Frederikssundsvej
• Helhedsgenopretning af Valby Langgade
• Genopretning af cykelsti og fortov
• Genopretning af brønde og stikledninger

De seks projekter er planlagt til at blive udført fra maj til december 2016.

Genopretning 2016 er en ekstra indsats i at rette op på det store efterslæb, der er på genopretningen af Københavns Infrastruktur. Den særlige genopretningspakke supplerer Teknik- og Miljøforvaltningens 10-årige genopretningsprogram ”Et løft til vejene”, der blev sat i gang i januar 2013 og løber frem til udgangen af 2022.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.329