23948sdkhjf

Nyt hospital får miljøvenlig grundvandskøling

Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg har fået bevilget 100 mio. kroner til nyt køle- og varmeanlæg. Udbuddet starter i dag
Som en del af Region Hovedstadens Energiplan 2025 har regionsrådet netop bevilget lidt over 100 mio. kroner til et stort grundvandskøle- og varmeanlæg, der skal levere kulde og varme til Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

Opgaven med at etablere og drive anlægget de første 20 år bliver udbudt i dag, oplyser hospitalsprojektet i en pressemeddelelse.

Bevillingen til det såkaldte Ates-anlæg er en del af Region Hovedstadens ”Energiplan 2025 – På vej mod energieffektive og CO2 neutrale Hospitaler”.

”Regionsrådspolitikerne har truffet en meget fremsynet beslutning. Det er dyrere at etablere et Ates-anlæg end konventionelle løsninger. Til gengæld er driftsomkostningerne så meget lavere, at merudgiften er tilbagebetalt i løbet af mindre end 10 år”, fortæller projektleder Hans Møller fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg, der står i spidsen for det omfattende grundvandsprojekt.

Frem og tilbage

I grove træk kan man hente koldt grundvand op og bruge det til at køle det nye hospital og psykiatri med om sommeren. Når det så er blevet varmet op, leder man det ned i jorden, hvor varmen kan lagres. Om vinteren kan det varme vand hentes op og bruges til at opvarme med. På den måde kan hele kølebehovet og cirka halvdelen af varmebehovet på det nye hospital og psykiatri blive dækket.

Forsyningsselskabet Hofor supplerer op med den resterende fjernvarme.

Der skal bores 12 huller på 100 meters dybde rundt omkring på Bispebjerg Hospitals 26 hektar store område. Hvert hul skal kunne levere 50 kubikmeter vand i timen. Det svarer til 50.000 liter.

”Vi taler om virkeligt store mængder vand. Og det er vigtigt at understrege, at vi selvfølgelig overholder en masse krav, så vi ikke påvirker miljøet eller grundvandet”, forklarer Hans Møller i pressemeddelelsen og tilføjer:

”Der er cirka seks mia. liter grundvand under Bispebjerg, så selvom vi suger meget vand op, er det dråber i havet. Alt vandet bliver pumpet ned i jorden igen, og det bliver ikke forurenet på vejen.”

To prøveboringer

Forud for bevillingen fra Regionsrådet er der udført to prøveboringer for at sikre, at forholdene i undergrunden er som forventet, og at vandet løber, som det skal.

Parallelt med etableringen af Ates-anlægget laves også et nyt nødstrømsanlæg, når der alligevel skal graves på kryds og tværs af området. Opgaven med både at etablere Ates- og nødstrømsanlæggene bliver budt ud sammen med driften de første 20 år i et såkaldt Offentligt-Privat-Partnerskab.

”Hospitalet og psykiatrien skal være gode til at passe på patienterne, ikke til at drive køl og varme. Derfor udbyder vi også driften af det nye anlæg. Selve etableringen byder vi ud i et funktionsudbud, så vi beskriver, hvad anlæggene skal kunne, men ikke hvordan man løser det. Jeg er rigtig spændt på at se, hvilke gode bud vi modtager”, siger Hans Møller.

Prækvalifikationen til udbuddet starter i dag og fem prækvalificeres aktører i februar.

Det forventes, at der skriver under med vinderen til august og etableringen varer cirka et år fra efteråret 2016, så anlægget er klar til at forsyne den nye Laboratorie- og Logistikbygning med varme og kulde fra efteråret 2017.

brahe
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.171