23948sdkhjf

Næste runde er skudt i gang i Nordhavn

M.J. Eriksson har startet byggemodningen af Sundmolen på de kommende boligarealer i København
Nu hvor infrastrukturen i det kommende Århusgadekvarteret i København i vid udstrækning er anlagt, kan anlægsarbejdet fortsætte en tak længere nordpå. Et nyt lokalt kvarter med kanaler og et langt grønt bånd er på vej og fire af fem byggefelter i første etape er solgt.

By & Havn har udbudt byggemodning af den vestlige del af Sundmolen. Entreprenør M.J. Eriksson A/S vandt entreprisen efter licitation og har allerede påbegyndt det omfattende arbejde med at anlægge den infrastruktur, der ligger mellem de gamle pakhuse og de nye boligbyggerier mv.

Arbejdet i denne entreprise vil blive udført over to perioder med en pause imellem.

Første anlægsperiode løber over halvandet år indtil midten af 2017. I denne periode skal der graves og lægges nye forsyninger af vand, varme, kloak, gas, strøm, telekabler osv. Der skal anlægges veje og promenader og forberedes til Sundmolens to nye kanaler.

Ny kanal

Der er allerede i løbet af sommeren 2015 blevet forberedt til en del af den vestligste kanal, der til sin tid vil forbinde Kronløbsbassinet med Kalkbrænderiløbet. Derudover etableres en ny kanal midt på Sundmolen, der vil forbinde Kronløbsbassinet med Orientbassinet.

Ved periodens udløb forventes hovedparten af området at være klar til indflytning med nye veje mm. Kanalerne vil være klargjort med spunsvægge til senere udgravning.

Herefter bliver anlægsarbejdet sat i bero cirka to et halvt år blandt andet af hensyn til det igangværende metrobyggeri, der færdiggøres i 2019.

I januar 2020 forventes anden anlægsperiode at blive indledt. Det følgende cirka halvandet år skal kanalerne udgraves og færdiggøres, syv broer etableres, og den vestlige del af ’Haverne’ skal anlægges. Haverne bliver et sammenhængende øst-vestgående forløb af grønne rum, tværs igennem Sundmolen.

Det skaber et langstrakt, fælles, grønt ”gårdrum”, som ligger beskyttet mod vind. Byggemodningen forventes færdigt i løbet af sommeren 2021.

Rift om byggegrunde

På Sundmolen vil de kommende beboere aldrig være mere end 60 meter fra en havnekant. Med denne helt unikke nærhed til vand bliver Sundmolen uden tvivl et attraktivt område for bolig og erhverv. Og de foreløbigt fem udbudte boligbyggefelter er da også enten solgt eller ved at blive det.

Udviklingsselskabet Casa A/S forventes at gå i jorden på byggefelt 5.03 i marts 2016. De købte byggeretten i samarbejde med CapMan Nordic Real Estate. I samme ombæring fik de option på to øvrige byggefelter – i alt op til 20.000 etagemeter boliger.

Og i sidste uge solgte By & Havn det vestligste af de fem felter til Kuben Byg A/S, der regner med at opføre ca 6.000 etagemeter bolig i forlængelse af en arkitektkonkurrence.

Kuben Byg A/S var i øvrigt de første til at købe byggegrund i Århusgadekvarteret, hvor de i maj i år åbnede Havnehuset for Nordhavns første beboere. brahe
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093