23948sdkhjf

Ingeniører og arkitekter: Finanslov svækker eksport

Danmark risikerer at gå glip af et grønt eksporteventyr, når regeringen og blå blok de næste fire år vil spare 8,7 mia. kroner på blandt andet ingeniøruddannelserne
Danmark risikerer at gå glip af et grønt eksporteventyr og nyttig samfundsviden, når regeringen og blå blok de næste fire år vil spare 8,7 milliarder kroner på uddannelser – heriblandt på ingeniøruddannelserne.

Det mener Foreningen af Rådgivende Ingeniører.

”Vi frygter, at med den generelle to procents besparelse, der i dag er lagt op til, vil arbejdet med at styrke specifikke uddannelsesmiljøer blive reduceret. Det kan i særlig grad gå ud over uddannelsen på vand-, forsynings- og klimaområdet”, siger adm. direktør i FRI, Henrik Garver.

Han finder det især uheldigt, fordi Danmark og resten af verden skriger på vand-, forsynings- og klimaingeniører, som kan levere løsninger, der kan sikre rent vand til borgere, virksomheder og energiforsyninger og samtidig sørge for, at det rene drikkevand ikke bliver forurenet.

Unødvendigt videnstab

Også nedskæringerne på ulandsbistanden bekymrer FRI. Her er det nedskæringer i blandt andedt Klimapuljen og Ozonfonden der rammer en dansk styrkeposition inden for energi, vand og naturressourcer.

”Det er vigtigt at tilpasse fokus i udviklingspolitikken, herunder at sikre en bedre integration mellem handel, teknologi og de ønskede udviklingsmål. Det er en indsats, der vil kunne give styrkede resultater, men her risikerer de foreslåede besparelser at medføre et unødvendigt tab af viden og kompetencer i omstillingsprocessen”, siger Henrik Garver.

Dårlig timing

FRI er også ærgerlige over, at Danmarks ambitioner på klimaområdet bliver sænket. Det er ikke selve besparelsen på 340 mio. kr., men snarere timingen der er dårlig i forhold til COP21.

”Det er netop nu, at Danmark skal vise, at vores klimabrand ikke bare er varm luft, men at vi reelt har opbygget kompetencer i verdensklasse inden for vandløsninger, vindenergi, biomasse og affald. Endelig har danske virksomheder en unik viden om, hvordan vi i praksis får store mængder vedvarende energi integreret i et energisystem”, siger Henrik Garver.

”Vi misser oplagte muligheder for at gøre fjernvarmen mere grøn og en chance for at få den grønne strøm fra vindmøllerne ind i fjernvarmesystemet”.

Arkitektbekymring

Hos Danske Arkitektvirksomheder under DI deler adm. direktør Lene Espersen FRIs bekymring:

”I Danmark har vi opbygget et forspring på bæredygtighedsområdet og vi skal leve af at være dygtigere end andre. Ikke nødvendigvis billigere. Derfor er det bekymrende, når der skæres så drastisk. Især fordi arkitektuddannelserne i forvejen er små, målt på kandidater, og derfor bliver det ekstra sårbart”, siger Lene Espersen til Arkbyg.

Hun understreger vigtigheden af, at Danmark understøtter videns- og teknologieksport.

”Og det sker ikke her. For mig at se fravælger man det lange lys til fordel for kortsigtede løsninger. Især fordi uddannelsen af nye arkitekter i forvejen trænger til at blive set efter i sømmene. Mange nyuddannede fra Danmark er nordmænd eller svenskere, som benytter sig af muligheden for en billig uddannelse, men som ikke i stort tal bruger den i Danmark. Det er også en udfordring”, siger Lene Espersen til ArkByg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.313