23948sdkhjf

Byggenyt

REGION HOVEDSTADEN

KØBENHAVN: Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune skal på sit møde den 5. oktober blandt andet se på Forslag til lokalplan ”Frihedsmuseet”, Indre by.

Forslaget vil muliggøre opførelse af et nyt frihedsmuseum på det sted, hvor det tidligere frihedsmuseum lå.

Nationalmuseet ønsker på vegne af Kulturministeriet at opføre et nyt Frihedsmuseum i det sydøstlige hjørne af Churchillparken.

Projektet består af én bygning, der placeres på en nedsænket grusbelagt plads og tilbagetrukket fra hjørnet ved Esplanaden/Churchillparken. Bygningens synlighed over jorden er søgt mi­nimeret ved at placere størsteparten af museets arealer under terræn. Over terræn vil bygningen fremstå som en bygning i to etager med en højde på cirka 10 meter og fladt tag. Bygningen har et etageareal på cirka 400 kvm. Bygningens placering og udformning vurderes at tage mest mulig hensyn til det fredede fortidsminde Kastellet samt det fredede parkanlæg Kastellet og Churchillparken. Der plantes tre til fire nye træer inden for området, der i dag ikke rummer træer.

SKOVLUNDE: Ballerup Kommune har nedsat et udvalg til bedømmelse af totalrådgivertilbud for et nyt børnehus i Skovlunde.

Projektet for nybyggeri af et børnehus på Lundebjerggårdsvej i Skovlunde skal sendes i totalrådgiverudbud i løbet af efteråret. Projektet er af en størrelsesorden, hvor totalrådgivningen skal udbydes i et EU-udbud. Evalueringen af tilbuddene er planlagt til at finde sted i december.

FREDERIKSVÆRK: Der er udarbejdet en lokalplan for et boligområde i den nordlige del af Allegade i Frederiksværk, der giver mulighed for at opføre boliger samt sikre Æblehaven mod bebyggelse. Lokalplanen skal desuden sikre sammenhængen til den omkringliggende by og til ideerne i projektet ”Stålsat By” om tydeliggørelse af fortællingen om Frederiksværk som industriby.

Halsnæs Byråd vedtog lokalplanen endeligt forleden.

Allégade udgør et af byens ældste gadeforløb. Langs hele gaden løber kanalen på den ene side og langs den anden side ligger en række gamle arbejderboliger. I den nordlige ende af Allegade ligger i dag en blanding af gamle arbejderboliger og nyt byggeri opført i en tilpasset byggestil. Der kan med denne lokalplan nu bygges op til 60 nye boliger på arealet ud mod Peder Falsters Vej.

REGION SYDDANMARK

HADERSLEV: Haderslev Byråd har vedtaget lokalplan 11-9 Centerområde Rådhuscentret i Vojens endeligt.

Forslaget omfatter det eksisterende centerområde Rådhuscentret i Vojens, som rummer dagligvarebutikker, udvalgsvarebutikker, servicevirksomheder og Sundhedscenter Vojens. Lokalplanforslaget giver mulighed for at udvide eksisterende butikker ved at udvide byggefelterne med i alt cirka 1.900 kvm.

ODENSE: By- og Kulturudvalget i Odense Kommune har besluttet at indstille til byrådet at vedtage lokalplanen, der muliggør en udvidelse af Marie Jørgensens Skole, endeligt. Med lokalplanen får skolen mulighed for at udvide med tre nye bygninger, og samtidig sikrer lokalplanen, at eksisterende bevaringsværdige bygninger bevares og at de nye bygninger tilpasses det eksisterende byggeri. De nye bygninger giver ikke anledning til et øget elevtal, men skal opfylde moderne undervisningsbehov.

REGION SJÆLLAND

VORDINGBORG: Vordingborg Kommunalbestyrelse har vedtaget Kommuneplantillæg 18 og Lokalplan nr. O17.10.02 Panteren, Vordingborg endeligt.

Lokalplanen skal muliggøre opførelse af et vandhus med svømmehal med mere på det tidligere fabriksområde, som ligger i Vordingborg bys nordlige udkant på hjørnet af Københavnsvej og Solbakkevej. Området er under omdannelse til et fritids- og kulturområde kaldet Panteren.

NYKØBING FALSTER: Teknik- og Miljøudvalget i Guldborgsund Kommune har sagt ja til at yde byfornyelsestilskud til renovering af 61 vinduer på Tværgade 1 A, Nykøbing F. Ejendommen anvendes i dag til erhverv, men ejeren ønsker at ombygge bygningen til udlejningsejendom med i alt seks lejemål. Der ansøges dog kun om tilskud til renovering af vinduerne.

REGION MIDTJYLLAND

HERNING: Politikerne i Herning Kommune har besluttet, at Herning Krisecenter frem over skal have adresse på Valdemarsvej 20 i Hernings østlige del, som ejes af Lejerbo.

Her ligger i dag en vuggestue, som imidlertid ikke skal bruge lokalerne længere. Derfor vil lokalerne nu blive bygget om, og der er reserveret seks mio. kroner til formålet.

Der er i øjeblikket 562 kvm under tag i de lokaler, hvor krisecentret fremover skal bo - mod cirka 350 i Haraldsgade i dag.

Vuggestuen forlader efter planen lokalerne på Valdemarsvej frem mod sommeren 2016. Herefter kan ombygningen starte.

Det nye krisecenter kan formentlig tages i brug i februar 2017, altså om halvandet år.

NØRRE SNEDE: Ikast-Brande Byråd skal på mandag beslutte, om forslag til Lokalplan nr. 329 - Skole og idrætsanlæg, Skovbakken, Nørre Snede skal godkendes og fremlægges til offentlig høring.

Nørre Snede skole står foran en større om- og tilbygning. Bygningsmassen er utidssvarende i forhold til bygningsstandarden, ligesom arealbehovet i forhold til elevtallet i den enkelte klasse og klasserummenes størrelse ikke opfylder de nye krav. Derudover er der opstået et behov for nye læringsrum, der understøtter skolens pædagogiske grundlag og krav fra den nye skolereform.

Det er planen, at om- og tilbygningen af skolen skal være klar til skolestart i august 2017, hvilket medfører en stram tidsplan. Der gennemføres en projektkonkurrence, og det ventes at byggeriet kan igangsættes umiddelbart efter, at der er fundet et vinderprojekt for om- og tilbygningen af skolen.

Idet lokalplanen skal kunne rumme et endnu ukendt projekt, er den meget åben i sine bestemmelser.





Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141