Der er positive ting at sige om de kæmpestore betonklodser, som den tyske feltmarskal Rommel under Anden Verdenskrig fik bygget langs den jyske vestkyst som værn mod de allierede styrker: Man kan cykle på dem.
I hvert fald, når de er i pulveriseret form. Det er adskillige af dem blevet de senere år, og en vestjysk entreprenør er nu i fuld gang med at anvende et par tusinde tons knuste bunkere til etablering af en cykelsti. Stien vil gøre det muligt at cykle trafiksikkert fra Harboøre til Thyborøn. Eller den modsatte retning.