23948sdkhjf

Flere lærlinge får en praktikplads

Mange håndværkerspirer står dog også uden praktikplads og fortsætter nu i praktikcentret
Der bliver indgået flere uddannelsesaftaler, og der er flere unge i skolepraktik, men der er samtidig også et voksende antal unge, der forgæves søger praktikplads efter endt grundforløb.

Således ser situationen ud for de unge, der er i gang med en af byggefagsuddannelserne.

Det er Undervisningsministeriet, der netop har offentliggjort de nyeste tal, der er opgjort i juli.

I årets første syv måneder er der indgået 4.113 uddannelsesaftaler inden for bygge- og anlægsindgangen samt elektrikeruddannelsen. Det er 404 flere end på samme tidspunkt sidste år - svarende til en fremgang på knap 11 procent.

Fremgangen dækker imidlertid langt fra behovet. Således er antallet af unge i skolepraktik i juli i år opgjort til 2.326 inden for de nævnte uddannelser mod 2.078 i juli sidste år. Det er en fremgang på 12 procent. Endelig er unge uden praktikplads efter afsluttet grundforløb vokset fra 565 til 635.

Den samlede bestand af unge, der er i gang med en af byggefagenes uddannelser er imidlertid ikke steget.

”Det kunne derfor tyde på, at en del af fremgangen i uddannelsesaftaler skyldes flere korte aftaler, som er lette at forny. Men det er i sig selv positivt, at virksomheder nu laver flere aftaler”, siger Louise Pihl, underdirektør i Dansk Byggeri.

Hun glæder sig over, at flere unge vælger at fortsætte deres uddannelse i skolepraktik.

”Der er tale om et stort flow, og de fleste kommer hurtigt videre fra praktikcentret til en aftale i en virksomhed. Det er positivt, at de unge ikke opgiver uddannelsen men har tålmodighed, fordi stort set alle får en praktikplads”, siger hun.

Hindringer skal fjernes

I LO glæder man sig også over fremgangen i praktikpladsaftaler.

LO-sekretær Ejner K. Holst opfordrer dog flere virksomheder til at åbne dørene for de unge.

”Hvis de ikke gør, vil de i løbet af få år mangle tusindvis af uddannede faglærte”, siger han.

LO opfordrer samtidig politikerne til hurtigst muligt at fjerne, hvad man kalder de sidste hindringer for, at uddannelsesgarantien kan virke. Det drejer sig blandt andet om at løse op for de kvoter, der begrænser antallet af pladser i et praktikcenter inden for visse brancher.

”Desuden må vi give de unge en længere periode efter afsluttet grundforløb, hvor de kan vælge at begynde i praktikcenter. Det er uhensigtsmæssigt, at de unge på et meget tidligt tidspunkt endegyldigt skal sige ja eller nej til en plads på et praktikpladscenter”, siger Ejner K. Holst.

Louise Pihl er enig i, at man skal sikre sig, at kvoterne udnyttes og at der ikke er ledige pladser på et praktikcenter og mangel på plads på et andet inden for samme fag.

Derimod ser hun ingen grund til at give længere tid til at vælge, om man vil i praktikcenter.

”Hvis man er motiveret for at gennemføre sin uddannelse, så vælger man praktikcentret umiddelbart efter endt grundforløb og begynder ikke på noget helt andet, ikke mindst fordi erfaringerne som sagt viser, at de fleste relativt hurtigt får en praktikaftale med en virksomhed”, siger hun.

Fakta
STIL - Styrelsen for IT og Læring - har gennemført en undersøgelse af fejl i antallet af praktikpladssøgende.
Den gennemførte fejlretning af statistikken viser, at de hidtil offentliggjorte tal over praktikpladssøgende elever med afsluttet grundforløb i januar til april 2015 har været for lave. Der er særlig tale om en kraftig opjustering af tallene for marts og april måned til henholdsvis 2.554 og 1.969 elever mod hidtil offentliggjort 1.658 i marts og 1.188 i april.
Opjusteringen indebærer, at de fald, der hidtil har været offentliggjort, i antallet af praktikpladssøgende elever med afsluttet grundforløb fra samme måneder i 2014, er markant mindre. Fra april 2014 til april 2015 skal det hidtil offentliggjorte fald på 48 procent således erstattes af et fald på 13 procent.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109