Det er en positiv udvikling byggesektoren lige nu er inde i. Der er færre konkurser, der tjenes penge igen, og aktivitetsniveauet er i bedring. Det betyder også at der er færre, der må lide den tort at gå konkurs. Og dem har vi også haft nok af. Selvom der er stadig er konkurser i branchen, så er der langt mere overlevelsesevne hos de virksomheder, som så faresignalerne i tide og fik rebet sejlene. Når det sådan går op og ned, er det med at være opmærksom på, hvornår skiftet sker, og så få justeret både aktivitetsniveauet, og især risikoprofilen til et mere forsigtigt niveau.
Faktisk er der en række virksomheder, som nu leverer overraskende gode resultater, når det kommer til bundlinjen. Det er mange år siden, at virksomhederne sidste kunne tale om overskudsgrader på omkring fem procent. Det er der i dag flere i branchen der kan præstere, og det skyldes formentligt et stærkt fokus på risiko, og ikke mindst det faktum, at kriseårene fik slebet omkostningerne helt ind til benet i virksomhederne. Der vil gå et stykke tid, før virksomhederne igen får ”fedtet” lagt på, så indtjeningen bliver lavere. Indtil videre ser det ud til, at de er ”fit for fight” og skarpe i konkurrencen.
Problemet er så, at det ikke er alle steder i landet, at der sker noget. De regionale forskelle er markante, og det er en politisk opgave at sørge for, at resten af landet har mulighed for at komme med. Som vi også har noteret før, så er det en rigtig god ide at gøre den genindførte boligjobordning energiorienteret, så vi får en dobbelteffekt af indsatsen, der jo koster på skatteprovenuet, nemlig mere energieffektive bygninger og mere aktivitet i yderområderne.