Fra elektriker til elinstallatør - Et praktikforløb i entrepriseafdelingen
Christian Vohlander har været i praktik hos Henning Mortensen A/S, hvor han har fået indblik i rollen som projektleder på større byggepladser. Her har han erfaret, at virkeligheden er mere uforudsigelig og kræver tæt koordinering mellem mange parter.
Relevante byggeprojekter som case
Vejen til Henning Mortensen A/S som praktikant var ikke planlagt fra starten. Christian havde en allerede eksisterende aftale med anden virksomhed, men eftersom ændringer i organisationen resulterede i, at praktikpladsen ikke blev tilgængelig, måtte han søge videre.
”Jeg læste at praktikforløbet hos HM er med en tilknyttet hovedopgave, hvilket gjorde at jeg netop søgte mod virksomheden. Fordelen er at netop denne type praktikforløb specialiserer sig om et særligt projekt eller fagområde i virksomheden og man får derfor en konkret case at arbejde ud fra”
Som en del af praktikken har Christian fulgt Jacob Mogensen, projektleder i entrepriseafdelingen, der i øjeblikket varetager flere byggeprojekter i Aarhus og omegn. Ét af disse er etableringen af et 15-etagers hoteltårn til Comwell, placeret midt i Aarhus. Med et projekt af dette omfang har Christian valgt det som case til sin hovedopgave, med særligt fokus på en nødgenerator.
Når teorien møder virkeligheden
I praktikken har dagene været sammenhængende, men samtidig uforudsigelig. Forberedelse til montører, planlægning, optimering af arbejdstegninger og normer som AB18 og andre retningslinjer inden for entreprise har været faste opgaver, men alt det det der kommer i mellem, er ikke altid til at vide:
”Det kan være man sidde med en arbejdsopgave og pludselig er der andre linjer der er nødt til at blive prioriteret meget hurtigt. Jacob har en nogenlunde retning for, hvordan dagene skal forløbe og hvilke opgaver jeg skal sidde med, men mine opgaver kan godt ændre sig i det øjeblik Jacob modtager et opkald, da der kan opstå situationer som vi er nødt til at prioritere. Der har været meget vekslen mellem opgaverne.”
Mødedynamikker og nye ambitioner for fremtiden
Det er ikke kun de tekniske opgaver, der har gjort indtryk på Christian, det er også dynamikkerne i mødelokalet, ved statusmøder med interne og eksterne samarbejdspartnere. Som elektriker fik man sjældent indblik i, hvad der skete på lederniveau, da man har den udførende rolle. Nu sidder Christian ved bordet.
”Jeg har oplevet, hvor mange møder der reelt ligger i en projektlederolle, og hvilke møder der er væsentlige – og hvilke der er mindre væsentlige. Men tonen, måden man agerer på, hvornår man siger noget, hvornår man venter, det er strategier, jeg ser hver dag og forsøger at lære af. Det har været spændende at opleve på tæt hold” siger Christian Vohlander.
Spørger man Christian om fremtiden, er svaret klart. Han vil gerne indtage en fremtidig stilling, der netop kræver det større ansvar og på sigt prøve kræfter med rollen som rådgivende elinstallatør.
”Jeg vil gerne udforske det med at være projektleder med nogle under mig. Samtidig vil jeg gerne opleve rådgiverrollen og de adskillige aspekter som kommer med sådan en position. Det er vigtigt for mig at kortlægge alle trin i et byggeprojekt med el, helt fra det første spadestik”, afslutter Christian.
Vil du opleve samme hverdag som Christian og blive vores næste praktikant?
Hos Henning Mortensen A/S får du mulighed for at komme helt tæt på hverdagen i en virksomhed, hvor samarbejde, ansvar og faglig udvikling er i centrum. Som praktikant bliver du en aktiv del af projekterne og får indsigt i både de tekniske og organisatoriske aspekter af arbejdet – fra planlægning og koordinering til udførelse på byggepladsen.
Læs mere om vores praktikforløb på vores hjemmeside: Praktik, studiejob og hovedopgave og find ud af, hvordan du kan blive en del af holdet.