Det er trist at se, hvordan de danske politikere bliver tilsvinet på Facebook, Twitter og andre sociale medier. Senest eksemplet med blandt andre Zenia Stampe (R), der er blevet groft behandlet af flere stærkt usaglige og dybt personlige indlæg, som det i forgårs fremgik af et program på DR2. Det kan godt være, at ikke alle besidder de samme talegaver og har de samme evner til at kommunikere, og derfor tyr til andre virkemidler som at blive decideret grov og chikanerende. Men det findes der ingen undskyldninger for, og selvom man godt kan forvente, at politikere skal være mere hårdhudede, så er der altså en grænse for galskaben - og dermed også en grænse for, hvad man som politiker skal acceptere.
Tonen er i bygge- og anlægssektoren meget direkte. Der lægges ikke noget under stolen når tingene siges, og sådan skal det være, for debatten er alligevel konkret og sober.
En direkte debat, en konkret og saglig måde at sige tingene på, er med til at løse problemer med det samme, og ofte reelt inden problemerne opstår. Vi så dog også i valgkampen, hvor det nogle gange kammede over, og tonen blev skinger.
Faktisk vil mange politikere kunne lære noget af bygge- og anlægssektoren, for selvom tonen kan virke lidt hård på for eksempel en byggeplads, så er det udover den direkte facon, og oftest med et strøg af ironi eller ”slagfærdighed” med, som ikke stikker for dybt, og som er med til at budskabet opfattes på den rigtige måde. De sociale medier bør ikke være en platform, hvor alt er tilladt, fordi man kan gemme sig bag en profil. Også her skal man opføre sig ordentligt og føre debat på et sobert plan, så alle kan være med.