De kommende år byder på flere store og omfattende anlægsprojekter herhjemme. Tag bare Femern-projektet og dertilhørende opgaver på jernbanen, som allerede er i gang. Men også den kommende togfonds projekter - hvis de ellers stadig står til troende - vil på sigt skabe betydelige opgaver for ikke mindst landets anlægsentreprenører, ligesom en række motorvejsudvidelser er på tegnebrættet. Og anlægsentreprenørerne sidder ikke med hænderne i skødet i øjeblikket, hvor flere af dem melder om mangel på arbejdskraft. For det seneste konjunkturbarometer for bygge og anlæg viste for nylig, at næsten fire ud af 10 anlægsentreprenører melder om mangel på arbejdskraft som en produktionsbegrænsende faktor. Lytter man til anlægsentreprenørerne, er det dog primært projektfolk eksempelvis ingeniører, som virksomhederne mangler. De timelønnede anlægsfolk kan entreprenørerne godt skaffe, og en decideret overophedning er der ikke tale om. Men det er kun positivt, at anlægsentreprenørne har gang i hjulene. For som man kan læse andetsteds i nærværende avis, er der ikke meget gang i nybyggeriet af boliger, som går tilbage på alle områder. Derfor er det nok også for tidligt ligefrem at aflyse krisetiderne i bygge- og anlægsbranchen for nu, selvom der unægteligt er nogle konjunkturer, som peger mod bedre tider. En usikkerhed om togfonden og finansieringen af Femern-projektet må dog ikke skabe unødvendige stop and go-effekter, ligesom en snarlig klarhed om den grønnere Boligjobordning forhåbentlig fører til mere optimistiske toner hos virksomhederne.