REGION NORDJYLLAND
AALBORG: By- og Landskabsudvalget i Aalborg Kommune har sagt ja til at igangsætte en planlægning, der giver mulighed for boliger på det gamle Tuborg-depot ved Forchhammersvej / Postmestervej.
Udvalget besluttede, at der kunne arbejdes for at skabe mulighed for en tæt-lav boligbebyggelse på maksimalt tre etager og med en bebyggelsesprocent på 70.
Der gennemføres i første omgang i fordebat i perioden fra 17. juni til 29. juli.
I forbindelse med projektet skal der udarbejdes en lokalplan, der blandt andet skal sikre, at der kan opføres en boligbebyggelse, der indpasses i området på en måde under hensyntagen til naboområderne.
NYKØBING MORS: Der er udarbejdet et forslag til lokalplan for udvidelse af Jesperhus Resort i Nykøbing Mors, og Natur og Miljø i Morsø Kommune anbefaler, at forslaget godkendes og sendes i offentlig høring.
Jesperhus Resort ønsker at udvikle det nuværende Feriecenter i takt med fremtidige krav til ferieophold og oplevelsesmuligheder. For at tilgodese dette ønske for områdets udvikling inddrages området syd for det nuværende Feriecenter og vest for Blomsterparken med henblik på etablering af op til 160 hotelenheder, som Kommuneplan 2013-2025 åbner mulighed for. Der anlægges ifølge planerne fællesområder og legepladser, og den eksisterende landejendom i området ønskes omdannet til aktivitetsgård.
Hotelenhederne placeres i en åben, svagt terrasseret bebyggelsesform, med fællesarealer og legepladser. Bebyggelsen indpasses efter det let kuperede landskab med fastholdelse af istidsslugterne som en del af områdets natur. Hver hotelenhed er på cirka 100 kvm i halvandet plan, med udnyttet tagetage og en maksimalt højde på 6,5 meter.
Udvalget for Teknik og Miljø skal tage stilling til anbefalingen fra Natur og Miljø på sit møde i morgen.
HOSTRUP: Aalborg Byråd har godkendt en lokalplan og et tilhørende kommuneplantillæg for Autohandel og værksted mv., Sulsted Kirkevej, Hostrup, Landområde Nord endeligt.
Formålet med forslag til kommuneplantillæg og lokalplan er at give mulighed for opførelse af en tilbygning til en udstillingshal for virksomheden Bilgården Hostrup. Lokalplanen skal sikre tidssvarende forhold i den eksisterende virksomhed ved at så mange biler som muligt kan komme under tag.
Området udlægges til butikker for særlig pladskrævende varer med en maksimal størrelse på 3.000 kvm.
Klagefristen til Natur- og Miljøklagenævnet udløber 15. juli 2015.
REGION MIDTJYLLAND
ÅDUM: Ringkøbing-Skjern Kommune skal til at udarbejde lokalplan og tillæg til Kommuneplan 2013-2025 for et område til erhvervsformål til udvidelse af Ådum Autoophug.
Forud for dette arbejde gennemfører kommunen en fordebat. Eventuelle ideer og forslag til planlægningen skal sendes til kommunen senest 19. juni.
AARHUS: Aarhus Byråd skal på sit møde i morgen tage stilling til Lokalplan 1000 - Blandet byområde ved Bassin 7.
Lokalplanen er udarbejdet på grundlag af en udviklingsplanen for Bassin 7. Området består af Ø4, Nicoline Kochs Plads og det kommende havnebad i havnebassin 7. Lokalplanen gør det muligt at opføre omkring 75.000 kvm etageareal på Ø4 - fordelt på fire byggefelter/karréer samt bylivsfunktioner og havnebad ved kajkanten. Antallet af etager varierer fra én til 21.
AARHUS: Aarhus Byråd skal på sit møde i morgen beslutte, om der skal gives tilladelse til opførelse af et etagebyggeri i fire og fem etager på ejendommen Valdemarsgade 11 i Aarhus.
Den ene del af det ansøgte byggeri er i fire etager uden tagterrasse, og den anden del af byggeriet er i fem etager plus tagterrasse. Bygningshøjden bliver 17,62 meter på den del af bygningen, der er højest. Stueetagen har ekstra højde, idet den fungerer som gennemkørsel for lastbiler ind til varegård og parkeringsanlæg i gårdrummet.
Den nye bebyggelse vil få et samlet etageareal på 1066 kvm.
HØJBJERG: Lokalplan 1004, Skådearkaden indstilles til endelig vedtagelse i Aarhus Byråd, der holder møde i morgen.
Lokalplanen gælder for et område på cirka én hektar i den sydlige del af Højbjerg. Området er en del af et større eksisterende boligområde, bebygget med forskellige former for tæt-lav boliger, institutioner og indkøbsmuligheder. Den nordlige del af lokalplanområdet bevares med de eksisterende 32 lejligheder i sin nuværende form. På den sydlige del af området, hvor der i dag er anlagt en overflødig parkeringsplads, bliver det med lokalplanen muligt at opføre maksimum 24 lejligheder i form af etageboligbebyggelse med tilhørende haver, fælles udendørs opholdsarealer og parkeringspladser svarende til den nordlige del af området.
HOLSTEBRO: Holstebro Kommune har afsat penge til renovering af svømmehallen i Vestjydsk Fritidscenter. Arbejdet skal snart i gang, og det indstilles derfor til byrådets møde i dag at de afsatte anlægsmidler frigives.
REGION SJÆLLAND
LOLLAND: Lolland Kommune har fremlagt ”Forslag til Lokalplan 360-83 og Kommune-plantillæg 44 – Sommerhusområdet Rudbjerg Strandvej” til offentlig høring.
Lokalplanen for Rudbjerg Strandvej omfatter hele sommerhusbebyggelsen langs med Rudbjerg Strandvej og Rudbjerg Have. Baggrunden for lokalplanen er, at Lolland Kommune har modtaget flere henvendelser fra sommerhusejere, der ønsker at renovere deres eksisterende sommerhuse eller bygge nye tidssvarende sommerhuse.
Sommerhusområdet er et attraktivt område med sommerhusbebyggelser i mange forskellige etager og med meget varierende bebyggelsesprocenter. Interessen for at bygge stort og varieret går helt tilbage til 1920’erne hvor sommerhusområdet blev grundlagt. Lokalplanen skal derfor skabe nogle planmæssige rammer der giver mulighed for, at styrke det unikke ved området også i fremtiden.
Lokalplanforslaget er til høring frem til 15. august.