Danmarks hurtigste motorvej
Vejdirektoratet og entreprenørerne kører i dobbelt hastighed på den sydlige del af ny Holstebromotorvej
John Kjærsgaard er Vejdirektoratets projektleder på den sydlige etape af den kommende Holstebromotorvej. Og selv om der bliver standardskilte for en motorvej med 110 og 130 km/t, er der udsigt til, at netop John Kjærsgaards strækning vil slå alle andre på hastighed.
”Vi taler jo altså om anlægshastighed. Når vi bruger lige godt to år på at lave cirka 10 kilometer motorvej, så sker det i omtrent dobbelt hastighed af normalen for motorvejsbyggeri. Helt fra start og inklusive arealerhvervelse kommer det til at vare omkring fire år. Når vi tidligere byggede motorveje, tog det typisk otte år at bygge en etape”, fortæller John Kjærsgaard.
Klar til udrykning
Dermed vil den nye motorvej også stå klar til, at ambulancer i udrykning kan overskride de gældende hastighedsbegrænsninger på vej til det nye supersygehus i Gødstrup ved Herning.
”Politikerne har bestemt tidsplanen for os. De sydligste 10 kilometer af motorvejen skal give adgang til regionshospitalet, som oprindelig var planlagt til at åbne i 2017.
Nord for Herning bankes pæle i til den landskabsbro, der skal føre motorvejen over Herningsholm Å.
Nu er der så forsinkelser på byggeriet, og man har besluttet at udskyde åbningen af akutmodtagelsen halvandet år til første halvår 2019. Det betyder intet for motorvejen. Vi gør de 10 sydlige kilometer færdige i foråret 2017”, siger John Kjærsgaard.
”Vi gennemførte udbudsprocessen i efteråret 2014. Da havde vi ingen melding om forsinkelse af sygehuset. Derfor har vi skrevet kontrakter med entreprenørerne, som giver en byggeperiode på lige godt to år. Det er fint nok. Man har tidligere beregnet, at der faktisk er økonomi også for entreprenørerne i at bygge på to år i stedet for tre. Så det bliver til fordel for alle parter”, vurderer projektlederen.
To organisationer
Totalt bliver Holstebromotorvejen 39 km, og bevillingen fra Folketinget lyder på 3,855 mia. kroner. Motorvejen bygges i to etaper. Dels den sydlige fra Snejbjerg ved Herning til Aulum midt imellem Herning og Holstebro, som John Kjærsgaard er i spidsen for. Og dels den nordlige del fra Aulum til Holstebro Nord, hvor Janie Winther Ipsen er projektleder. De to arbejder med hver sin projektorganisation i Vejdirektoratet.
”Vi bygger hver vores del af motorvejen, men vi skal nok få de to stykker til at mødes ret præcist ved Aulum”, lover John Kjærsgaard.
Det er hovedsagelig Vejdirektoratet, der har haft mulighed for at speed alle processer op til noget nær dobbelt af normal hastighed.
Perler på en snor
”Typisk tager det et års tid, fra anlægsloven er vedtaget, til man går i gang med selve arbejdet. Her har det taget under et halvt år. Vi har taget det VVM-projekt, der var, og er gået direkte til fastlæggelse af linjen. Detailbesigtigelse og ekspropriationer lagde vi fast lige efter. Alle dele har ligget som perler på en snor. Vi har også løbende arbejdet med parallel-materiale i forventning om, at vi nok skulle få godkendelserne. Ellers har vi rettet til løbende. Der har simpelthen ikke været lagt ventetid ind til noget”, forklarer projektleder John Kjærsgaard.
Allerede mens Vejdirektoratet ventede på godkendelserne og ekspropriationerne, blev projektet sendt i udbud til entreprenørerne.
”Det har også medført en risiko, som vi så har forsøgt at håndtere på flere måder. Der har været skarp ledelsesmæssig fokus på de steder, hvor noget kunne gå galt. Vi har haft alle scenarier tænkt igennem til borgermøderne med indregning af risici og hvordan vi kunne minimere dem”, siger John Kjærsgaard.
Masser af jord
Nu er entreprenørerne så gået i gang med at følge op på de stramme planer fra Vejdirektoratet. Der flyttes jord i store mængder, og tjansen er for begge etaper lagt i hænderne på Danmarks største jordentreprenør, M. J. Eriksson.
”På min sydlige etape skal der flyttes omkring 1,6 mio. kbm jord. Foruden de 10 km motorvej, omfatter projektet fra Snejbjerg til Aulum også omlægning af cirka fire km skærende veje. Der skal bygges ni broer plus en 200 meter lang landskabsbro over Herningsholm Å”, fortæller projektleder John Kjærsgaard.
Fakta om Holstebromotorvejen
Holstebromotorvejen bliver 39 km lang fra Snejbjerg ved Herning i syd til Holstebro Nord. Selv om Herning er velforsynet med motorveje til både Vejle og Aarhus, får ingen af dem direkte forbindelse til Holstebromotorvejen. Ved Snejbjerg kobles den nye motorvej sammen med den eksisterende motortrafikvej syd om Herning.
Der etableres otte tilslutningsanlæg på hele strækningen. Det næstsydligste af dem med forbindelse til det nye supersygehus i Gødstrup. I den nordlige ende rummer projektet også forlængelse af Nordre Ringved ved Holstebro, som forlænges til Vilhelmsborgvej
Totalt bygges omkring 60 broer for skæring af kommuneveje og jernbane. Tillige fem store landskabsbroer, hvor motorvejen krydser ådale.
Byggeriet af Holstebromotorvejen gik i gang i februar, og de sydligste 10 kilometer vil være klar til åbning i april 2017. Den resterende del – cirka 29 km – vil kunne åbnes inden udgangen af 2018.