23948sdkhjf

Eksport af vandteknologi til Kina er fordoblet

På syv år har Danmark fordoblet eksporten af vandteknologi til Kina. I disse dage er den kinesiske vandminister på besøg
Danske pumper, ventiler og måleudstyr er i høj kurs i Kina. Hver dag investerer Kina en milliard danske kroner alene i deres vandforsyning, og en større andel af komponenterne er danske.

I 2007 var eksporten af vandteknologi til Kina således 412 mio. kroner, mens den i 2014 var 831 mio. kroner, viser nye tal fra konsulentfirmaet Damvad.

Det markeres i disse dage med et besøg af den kinesiske vandminister Chen Lei, der skal se på dansk vandteknologi og lave nye samarbejdsaftaler med Danmark og EU

”Danmark er i den absolutte superliga, når det gælder højteknologiske vandløsninger. Chen Leis besøg er en enestående mulighed for at vise Kina, hvad vi formår på vandområdet, og hvad vi kan tilbyde kineserne, der står over for massive investeringer på vandområdet i disse år. Jeg har tidligere mødt Chen Lei i Kina og Singapore, men jeg glæder mig specielt til, at han med egne øjne kan se, hvad vi er i stand til i Danmark”, siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S) i en pressemeddelelse.

Chen Leis besøg indledtes i går på Marbjerg Vandværk ved Roskilde, som blev indviet i marts måned i år, og som danner forbillede for fremtidens vandværker.

Flere arbejdspladser

I marts blev Kirsten Brosbøl enig med danske producenter af vandteknologi og forsyningssektoren om, at eksporten af vandteknologi skal fordobles inden 2025.

”Vi kan skabe 3.000 - 4.000 job ved at fordoble eksporten, men det kræver blandt andet, at vi kommer endnu stærkere ind på det kinesiske marked. Vi har en enorm viden, vi har teknikken, og vi er også gode til at få tingene til at ske. De vil have løsninger, som kan rense spildevandet og reducere vandforbruget, og det kan vi levere”, siger Kirsten Brosbøl.

I dag deltager Kirsten Brosbøl og den kinesiske vandminister i China Europe Water Platform-topmødet (CEWP) i København, hvor Danmark de seneste tre år har ledet det kinesisk-europæiske vandsamarbejde.

Onsdag mødes Kinas vandminister med repræsentanter fra en række danske virksomheder for at høre mere om, hvad virksomhederne kan tilbyde Kina.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11