Med to konkrete tiltag vil regeringen lempe planloven, så det bliver mere attraktivt at investere i en bolig i landdistrikterne.
Forslagene kommer fra minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S), der vil ændre byggeretten fra tre år til fem år. Det betyder, at det ikke længere er nødvendigt at opføre et nyt hus inden for tre år, efter man har revet et hus ned. Fremover vil man i stedet have fem år til at erstatte huset. Desuden vil regeringen gøre det muligt at flytte byggeriet op til 50 meter fra den oprindelige bygning. Som planloven er i dag, er det ikke muligt at erstatte et hus, der er placeret langs en vej, med et nyt længere end 20 meter fra det oprindelige byggeri.