23948sdkhjf

Anlægsnyt

REGION HOVEDSTADEN

FREDERIKSBERG: Frederiksberg Kommune har fra Frederiksberg Erhverv modtaget en forslag om indretning af et mindre byrum på hjørnet af Gammel Kongevej og Rathsacksvej.

Forslaget er at nedlægge det eksisterende cykelstativ således, at der ikke parkeres cykler på dette areal. Antallet af parkerede cykler gør, at byrummet i dag ikke kan benyttes til andet ophold. På arealet foreslås etableret flere siddemuligheder, ligesom der foreslås yderligere begrønnet i form af plantekummer.

By- og Miljøområdet vurderer, at en indretning af pladsen med flere siddemuligheder og med begrønning vil give et markant bedre byrum på hjørnet af Gammel Kongevej og Rathsacksvej.

Størrelsen på arealet på pladsen gør, at det ikke vil være muligt fuld ud at etablere de foreslåede løsninger, som beskrevet af Frederiksberg Erhverv.

Forslaget er for tiden til politisk behandling.

HILLERØD: Byrådet godkendte i oktober sidste år en helhedsplan for Favrholm bydel. Helhedsplanen danner grundlaget for udarbejdelse af kommuneplantillæg og lokalplanlægning af bydelens etaper. Med henblik på indledende undersøgelser og projektering af byggemodning og infrastruktur, herunder de to kryds fra Overdrevsvejen til bydelen og Nyt Hospital Nordsjælland, der skal udføres i samarbejde med blandt andre Vejdirektoratet, søges der nu om en anlægsbevilling på i alt 600.000 kroner.

Ansøgningen er på dagsordenen, når Hillerød Byråd holder møde i dag.

ALBERTSLUND: Albertslund Kommune har i budget 2015 afsat et rådighedsbeløb på 1,5 mio. kroner til forbedring af uderum ved SFO’en på Herstedlund Skole, og beløbet blev givet fri af Albertslund Kommunalbestyrelse, da der sidst var møde.

De 1,5 mio. kroner fordeles til fornyelse af leg i ude­arealerne ved SFO’en og asfalt i Gammelgård, en multibane i Gammelgård og opretning af flisebelægning, affaldsspande med mere.

REGION SJÆLLAND

SLAGELSE: Slagelse Byråd har vedtaget forslag til Lokalplan 1143 for et solcelleanlæg mellem Vestmotorvejen og Sorøvej og et tilhørende kommuneplantillæg.

Det er Solenergi Danmark A/S, der har bedt om at få lokalplanlagt for et cirka 33 hektar stort solcelleanlæg, som planlægges etableret på en del af St. Frederikslunds jorder ved Sorøvej. Byrådet har også besluttet, at der skal holdes borgermøde om projektet den 3. juni.

REGION MIDTJYLLAND

VIBORG: I det nye byudviklingsområde i Arnbjerg har Viborg Kommune købt et areal, som nu kan byggemodnes. For at komme ind til området skal der laves en hovedfordelingsvej fra Gl. Århusvej.

Der er flere andre ejere af arealer i lokalplanområdet, men det er foreløbig uvist, hvornår de agter at udnytte deres arealer til byudvikling/byggemodning. Hovedfordelingsvejen skal også betjene disse arealer.

For at få påbegyndt udnyttelse af området foreslår Forvaltningen, at kommunen laver det nødvendige vejanlæg, idet det er hensigten, at alle grundejere i området kommer til at betale for vejanlægget efterhånden som de får brug for det.

Teknisk Udvalg skal på sit møde i dag se på forvaltningens forslag.

Der vil senere blive forelagt en sag om byggemodning med bevillinger.

AARHUS: I budgetperioden 2015-2018 bliver der samlet set brugt lidt over én mia. kommunale anlægskroner på at løfte infrastrukturen i Aarhus. Hertil kommer anlægsmidler til infrastruktur i forbindelse med byggemodning og byudvikling. Endvidere anvendes der i budgetperioden omkring en halv mia. statslige anlægskroner i Aarhus.

Anlægsprogrammet for trafikal infrastruktur i 2015 og overslagsårene 2016-2018 behandles af Aarhus Byråd i dag, hvor det indstilles til godkendelse. Det indstilles også, at Teknik og Miljø bemyndiges til at gennemføre åstedsforretninger for anlægsprojekterne i det aktuelle anlægsprogram for trafikal infrastruktur.

Projekterne i anlægsprogrammet medvirker til at forbedre eller sikre tilgængelighed og mobilitet for alle trafikanter og for godstransport – blandt andet via konkrete fremkommelighedsprojekter og vejanlæg i forbindelse med byudvikling.

REGION NORDJYLLAND

HJØRRING: Hjørring Byråd skal på sit møde i morgen den 30. april blandt andet tage stilling til et lokalplanforslag, forslag til kommuneplantillæg og miljørapport, der er udarbejdet for at give mulighed for opstilling af tre vindmøller på Gårestrupvej.

Området er i Kommuneplan 2013 er udpeget som et potentielt vindmølleområde, og der er ansøgt om tilladelse til at opstille tre vindmøller med en totalhøjde på maksimal højde på 150 meter.

Projektet forudsætter nedlæggelse af tre boliger og nedtagning af to ældre vindmøller.

Direktionen indstiller med opbakning fra Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget, at forslag og rapport godkendes og offentliggøres i otte uger.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157