23948sdkhjf

Byggenyt

REGION HOVEDSTADEN

JONSTRUP: Furesø Byråd skal på sit møde i dag tage stilling til, om forslag til Lokalplan 119 og et tilhørende kommuneplantillæg skal vedtages endeligt.

Forslaget vil give mulighed for etablering af cirka 90 nye boliger, og lokalplanforslaget er udarbejdet, fordi Bolig Ejendom ApS ønsker at anvende sine arealer ved det tidligere Jonstrup Seminarium til boligbyggeri som angivet i kommuneplanen. Lokalplanen omfatter også selve seminarieejendommen og nogle mindre naboejendomme, der med planen overføres til byzone.

Lokalplanen giver mulighed for, at de ubebyggede arealer inklusive et mindre kommunalt areal kan omdannes til fire attraktive enklaver med boliger tæt på naturen. Lokalplanen disponerer området med tre tæt/lave boligbyggerier med cirka 25 boliger og et område med 14 fritliggende enfamiliehuse. To af rækkehusbebyggelserne har mulighed for et fælleshus. En af disse er sikret anvendt til seniorvenlige mindre boliger i ét plan.

Forslaget har tidligere været behandlet i Miljø, Plan og Teknikudvalget og i Økonomiudvalget, hvor det begge steder blev vedtaget.

HELSINGØR: Forsyning Helsingør bygger nu et nyt flisfyret kraftvarmeværk. Det vil koste over en halv mil­liard, men alligevel forventer selskabet lavere priser, skriver Helsingør Dagblad ifølge Dansk Fjernvarmes hjemmeside.

Værket ventes at stå klar til brug i 2018.

HILLERØD: Hillerød Byråd skal på sit møde i dag blandt andet tage stilling til et forslag til lokalplan, der kan bane vej for et Bauhaus varehus i Hillerød.

Direktionen indstiller med opbakning fra Miljø- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget, at forslaget og det tilhørende kommuneplantillæg godkendes og fremlægges til offentlig høring fra 5. maj og otte uger frem.

REGION SJÆLLAND

SLAGELSE: Slagelse Byråd besluttede på sit møde forleden at imødekomme en ansøgning om støtte til erhvervelse og ombygning af sygeplejeskolen til 144 ungdomsboliger.

Byrådet godkendte den 24. juni sidste år ansøgning om erhvervelse af og ombygning af den gamle sygeplejeskole til 142 ungdomsboliger med en anskaffelsessum på 71,5 mio. kroner.

Fællesorganisationens Boligforening (FOB) overtog ejendommen den 1. oktober 2014. Siden overtagelsen er FOB blevet opmærksom på fugt i en af facaderne. Grundet dette bliver projektet væsentlig dyrere, og der skal derfor afholdes EU-udbud. Boligselskabet har ni måneder fra godkendelse af skema A til indsendelse af skema B (godkendelse af projektets økonomi efter udbud). Dette kan ikke overholdes og FOB har derfor indsendt nyt skema A til godkendelse.

Økonomiudvalget behandlede den nye ansøgning fra FOB i sidste måned, men bad om yderligere oplysninger. FOB har valgt at indsende et nyt projekt i stedet. Der er tale om et i sin helhed nyt projekt i forhold til det tidligere godkendte og tidligere behandlede.

Ejendommen indeholder i øjeblikket 40 studieboliger og vil efter ombygningen indeholde 144 ungdomsboliger fordelt på 117 boliger på 34,6 kvm, 14 boliger på 38,1 kvm og 13 boliger på 47,5 kvm. Den samlede anskaffelsessum er steget med 34 mio. kroner og er i det nye skema A kalkuleret til 105,5 mio. kroner.

REGION MIDTJYLLAND

ODDER: Odder Byråd besluttede på sit seneste møde at sende tre tillæg til kommuneplanen, to lokalplaner, en spildevandsplan og en vandplan til høring. Heriblandt er Lokalplanforslag nr. 5034, som omfatter et område i den nordlige del af Hou, som er udlagt til parkering og opbevaring af både. Lokalplanen giver mulighed for at etablere op til tre haller, én på op til 540 kvm og to haller op til 1300 kvm i maksimalt 8,5 meters højde. Der vil ligeledes være mulighed for at etablere sekundære bygninger på op til 300 kvm i op til fem meters højde.

Byrådet besluttede også at fremlægge et forslag til tillæg til kommuneplanen, som kan bane vej for opførelse af en dagligvarebutik ved Vennelundsvej. Efter den eventuelle ændring af kommuneplantillægget, kan der gennemføres et salg af området, og derefter skal der udarbejdes et lokalplanforslag, som også skal i offentlig høring. Butikken vil derfor tidligst kunne åbne en gang i løbet af 2016.

ODDER: Odder Byråd har bevilget 2,5 mio. kroner til en ombygning i VitaPark, så Vokseværket får mere plads.

Vokseværket så dagens lys i 2012, hvor det gamle Odder Sygehus blev omdannet til Vitapark. Vokseværket rummer 18 individuelle kontorer, mødelokaler og en række fælles faciliteter samt et storrumskontor til projektmagere og helt nye iværksættere. Vokseværket blev dog relativt hurtigt fuldt udlejet, og det har derfor været nødvendigt at afvise iværksættere og virksomheder, der gerne ville etablere sig i huset.

Derfor har Odder Kommune udarbejdet planer for en udvidelse af Vokseværket - med 278 kvm i lokaler i umiddelbar forlængelse af de nuværende lokaler.

Arbejdet ventes at gå i gang i løbet af maj, og de nye lokaler skulle stå klar til efteråret.

REGION NORDJYLLAND

HJØRRING: Hjørring Byråd godkendte i december måned sidste år et forslag til etablering af botilbud til ældre udviklingshæmmede samt unge med komplekse og differentierede behov i Bispecentret.

Byrådet skal nu - på mødet den 30. april - tage stilling til en ansøgning om en anlægsudgiftsbevilling på 7,36 mio. kroner til indretning og brandsikring af bygningen samt til inventar og éngangs­udgifter til genhusning.

Der er behov for antagelse af en ekstern totalrådgiver til projektering, udbud og gennemførelse af projektet, og det foreslås, at fire ingeniørfirmaer med tilknytning til lokalområdet indbydes til at give tilbud på totalrådgivningsopgaven i begrænset licitation. Det foreslås, at entrepriseformen for håndværkerydelserne skal være offentligt udbud i fagentrepriser, hvor opdelingen fastlægges i samarbejde med totalrådgiveren. Licitationen på fagentrepriserne ventes afholdt i august måned, hvorefter ombygningen planlægges gennemført i perioden september-december.

VRÅ: Hjørring Kommune har på anlægsbudgettet for 2015 afsat en rådighedspulje på fem mio. kroner til skole og daginstitution i Vrå, og heraf søger direktionen nu om frigivelse af to mio. kroner til rådgivning med mere i program- og forslagsfasen, udarbejdelse af byggeprogram, udarbejdelse af lokalplan og tekniske undersøgelser med mere.

Skole og dagtilbud i Vrå skal samles i et nybyggeri i forbindelse med Idrætscenter Vendsyssel.

Den endelige finansiering af det samlede projekt er endnu ikke på plads, men det ligger fast, at daginstitutionen skal bygges som den første etape. Her til er der afsat 35 mio. kroner i budgetårene 2015 - 2017.

Der arbejdes fortsat på at sikre finansiering af det samlede projekt, men der er afsat 10 mio. kroner til skoledelen i 2017 - 2018, der alternativt kan anvendes til renovering af de eksisterende skolebygninger.

Børne- og Undervisningsforvaltningen anbefaler, at der udarbejdes et byggeprogram for det samlede projekt med både skole- og dagtilbud, og at der udarbejdes et forslag om rådgivning og byggestyring, udbud og tildeling, som senere kan præsenteres for byrådet til endelig beslutning inden projektet sættes i gang. Når der er bedre klarhed over skoledelens finansiering, træffes den endelige beslutning om projektets omfang.

Ansøgningen om frigivelse af de to mio. kroner er på byrådets dagsorden den 30. april.





Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141