Anlægsnyt
KØBENHAVN: Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune holder møde i dag og skal blandt meget andet tage stilling til et forslag om anlæg af bredere cykelstier i Gothersgade mellem Søtorvet og Møntergade med henblik på at etablere endnu en etape af supercykelstien Farumruten.
Projekterne vedrørende bredere cykelstier i Gothersgade er finansieret med 2,7 mio. kroner fra Cykelpakke IV, 2,7 mio. kroner fra Den Statslige Cykelpulje, 2,5 mio. kroner fra ”Cykelby for alle” .
De bredere cykelstier forventes etableret til efteråret.
BALLERUP: Ballerup Kommunalbestyrelse bliver bedt om at frigive 1,3 mio. kroner fra rådighedsbevillingen til finansiering af boldbanefaciliteter i Søndergårdskvarteret på sit møde i dag 27. april.
Centrene for By, Kultur og Erhverv foreslår, at der i 2015 etableres multibane med tilhørende opholdsfaciliteter på friarealet på Tueholmen - mellem børneinstitutionen og den lokale affaldsplads - samt at der etableres drænanlæg på boldfælledarealer mellem Myrholmen og kommunegrænsen.
REGION SJÆLLAND
SLAGELSE: Slagelse Byråd skal på sit møde i dag beslutte, om der skal bevilges på 2,4 mio. kroner til etablering af en BMX-bane.
Banen skal erstatte en gammel BMX-bane, der blev nedlagt i forbindelse med opførslen af det nye psykiatrisygehus.
Byrådet skal også tage stilling til, om anlægsbevillingen til etablering af kunstgræsbane i Vemmelev skal forhøjes med 1,7 mio. kroner finansieret af overførte driftsmidler fra fritidsområdet.
Byrådet har i forbindelse med seneste budgetforlig afsat 2,0 mio. kroner til etablering af en kunstgræsbane i Vemmelev. Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget besluttede i sidste måned, at etableringen af banen skal udbydes i hovedentreprise, at banen skal placeres langs Slagelse Landevej, og at det skal være en full size bane med alternativt dræn og nyt lys. Den estimerede pris er 3,7 mio. kroner.
ODSHERRED: Miljø- og Klimaudvalget i Odsherred Kommune traf på sit seneste møde beslutning om, hvilke projekter, der ønskes tilgodeset med de midler til forskønnelse af eksisterende grønne områder, stier, veje og strande.
På driftsbudgettet for 2015 er der afsat én mio. kroner til eksisterende grønne områder, stier, veje og strande og 500.000 kroner til forskønnelse af Odsherred.
Udvalget besluttede blandt andet at prioritere følgende: Strandstation på Gudmindrup Strand, oprettelse af molokker på Gudmindrup Strand, tangfjernelse og ekstra tømning af affald.
REGION SYDDANMARK
KERTEMINDE: Miljø- og Teknikudvalget i Kerteminde Kommune har besluttet at iværksætte ekspropriation til etablering af cykelsti mellem Mejerivejen og Nymarken og at frigive de 3,067 mio. kroner, der er afsat tilcykelstien.
Anlægsprojektet omfatter cirka 1.700 lbm dobbeltrettet cykelsti i eget tracé mellem Mejerivejen og Hundslev, cirka 300 lbm brede kantbaner mellem Hundslev og Nymarken, forlægning af cirka 250 lbm kørebane ved T-krydset Kertemindevejen/Mejerivejen, forlægning af cirka 100 lbm kørebane ved T-krydset Odensevej/Ørnfeldtvej, krydsningshelleanlæg syd for Hundslev og ny cykel-/gangbro over Geels Å.
REGION MIDTJYLLAND
NORDJURS: Norddjurs Kommunalbestyrelse har meddelt anlægbevilling på en halv mio. kroner til vedligehold og renovering af kommunale legepladser. Legepladspuljen bliver fordelt ud fra de kriterier, der giver bedst mening set ud fra et driftsmæssigt synspunkt. Det betyder, at der ikke gives penge til nye legepladser, men kun som en hjælp til renovering af de oprindelige legepladser, hvor for eksempel institutioner ikke har kunnet løfte opgaven selv.
LEM: Lem Borger- og Håndværkerforening & Dynamik ønsker at løfte det generelle indtryk af Lem By og har bedt Ringkøbing-Skjern Kommune virke for at realisere projektet ”Bredgade Øst”, som har til formål at skabe sammenhængskraft i byen gennem en omdannelse af den østlige del af hovedgaden Bredgade som byens nerve. Projektet omfatter blandt andet etablering af nye belægninger på veje, fortove og stier, etablering af ”grønne elementer” i form af nyt gadeinventar med beplantninger, etablering af nyt lokalproduceret gadeinventar i form af bænke, affaldsbeholdere og pullerter og etablering af ny gadebelysning, eventuelt som intelligent belysning.
Prisen for at realisere projektet er beregnet til at ligge på i alt omkring 4,6 mio. kroner. Ansøger ønsker at deltage i detailprojekteringen og vil gerne gøre en indsats for at finde løsning på en del af finansieringen.
Såfremt projektet på et tidspunkt skal realiseres, ligger der i første omgang et arbejde med en gennemgang af alle elementer, gennemførelse af høringer samt detailprojektering for endelig prisfastsættelser med mere.
Teknik- og Miljøudvalget drøftede sagen på sit seneste møde og besluttede at tage forslaget med på en temadag til efteråret, hvor indkomne ønsker til byforskønnelses- og byudviklingsprojekter vil blive drøftet.