Mange ser jobmuligheder i voksende anlægsbranche
Stigende AMU-aktivitet i bygge og anlæg - ikke mindst med fokus på anlæg
Mens der generelt er færre kursister på AMU-kurser, så finder flere frem til AMU-kurserne inden for bygge- og anlægsområde. Og det er ikke mindst kurser inden for anlægsområdet, der trækker mange kursister.
Det viser statistikken over AMU-aktiviteten i 2014, som Undervisningsministeriet har offentliggjort.
Uddannelsesaktiviteten inden for bygge og anlæg samt tilknyttet industri steg sidste år med 4,8 procent. Det står i skarp kontrast til et generelt fald i AMU-aktiviteten på 12,5 procent.
I alt har der været 50.600 kursister på skolebænken inden for området knyttet til Efteruddannelsesudvalget for bygge/anlæg og industri - BAI. Målt i årselever er der tale om 700.
Den andel af kurserne, der er rettet direkte mod job, de såkaldte FKB-kurser, udgør næsten 90 procent af al kursusaktiviteten i bygge og anlæg - og alene kurser relateret til anlægsarbejde udgør over 40 procent af FKB-kurserne.
Det går for langsomt
”Tallene viser, at det går fremad, og at en del benytter AMU-kurserne til at blive opkvalificeret og få kendskab til branchen, men omvendt må vi også sige, at det ikke er godt nok”, siger Steen Boesen, uddannelseskonsulent i Byggegruppen i 3F.
Byggegruppen har sammen med Dansk Byggeri og AMU-centre og jobcentre de seneste år lokalt sat opkvalificering af ledige og ufaglærte på dagsordenen - netop for at sikre den nødvendige kvalificerede arbejdskraft til de store bygge- og anlægsprojekter landet over.
Det fremgår ikke af årsstatistikken, hvor stor en del af kursusaktiviteten, der er seks uger jobrettede kurser som en direkte følge af målrettede lokale initiativer. Hovedparten, 69 procent, af kursisterne er i beskæftigelse. Samtidig er andelen af ledige med seks uger selvvalg faldet.
De faglærte udgør den største del af kursisterne på bygge og anlæg. De ufaglærtes andel er stigende og udgør 34 procent.
”Jobpakkerne målrettet anlægsbranchen har uden tvivl været medvirkende til fremgangen, men i forhold til certifikatkurserne er andelen ikke stor”, vurderer Louise Pihl, afdelingschef i Dansk Byggeri.
Steen Boesen lægger ikke skjul på, at Byggegruppen har store forventninger til de jobrettede uddannelsespakker.
”De giver kendskab til branchen og kan være indgangen til en voksenuddannelse i branchen”, siger han.