”Du har smidt dit visitkort i vores postkasse - hvad synes du, vi mangler?”
Selvom sociale medier er det nye sort hvad angår markedsføring, kan det gode gamle visitkort også give ordrer
Det er godt, hvis han møder nogen på vejen, og kommer han forbi et hus, der kunne trænge til et nyt tag eller andet tømrerarbejde, får beboerne det at vide.
”Jeg smider bare mit visitkort i postkassen som en hilsen”, siger Jan Nielsen.
Han skriver ingen særlige hilsner, så folk er nødt til at henvende sig, hvis de vil finde ud af, hvorfor han har lagt kortet.
”Og der er da nogle, der har ringet og sagt: ”Du har smidt dit visitkort i vores postkasse - hvad synes du, vi mangler?”, fortæller han.
Jan Nielsen pointerer, at det værste, der kan ske ved at være udfarende er, at man kan få et nej.
Enkeltmandsvirksomheden fylder 25 år 1. maj, og siden opstarten i 1990 har han haft fokus på proaktivt salg.
”Det er man nødt til, ellers går man sulten i seng. Det er den korte version,” siger han.
Spørg altid om mere arbejde
Han husker stadig et år, hvor revisoren brokkede sig over, at han havde brugt 80.000 kroner på markedsføring i aviser og telefonbøger.
I dag har han skåret ind til benet og håber på, at kunderne gennem 25 år kan huske ham og taler sammen på tværs.
Hans opskrift på mersalg er at give sig tid til at lytte til kunderne, og hvad de har i tankerne.
”Når kundens snak har lagt sig, skal man altid huske at spørge: Var der noget andet, jeg kunde gøre for jer? For nogle gange sidder folk og lurpasser,” siger Jan Nielsen.
Andre gange kan det være helt oplagt at forklare det naturlige forløb, hvis en kunde ønsker en opgave udført, som normalt er femte led i en række opgaver. Her kan håndværkeren gå ind med sin faglighed og give kunden en alternativ løsning.
”Det kan mange gange resultere i mere, men det kan også resultere i mindre,” siger han.
Jan Nielsens stolte eksempel er fra en periode, hvor han havde en køkkenudstilling, der også involverede afpassede tæpper. En familie kom ind og spurgte til et rundt ryatæppe, som ikke fandtes i sortimentet, men udenfor holdt en trailer med en planche for tag.
”Jeg fik aldrig solgt dem tæppet, men jeg fik solgt dem et nyt tag til i omegnen af 75.000 kroner,” siger Jan Nielsen.