Arveafgiften til politisk debat
I løbet af de næste fem år skal 10.000 familievirksomheder gennemgå et generationsskifte. Det dræner dem for egenkapital. Venstre er klar til at se på reglerne
Sådan lød det i går fra talerstolen i Landstingssalen på Christiansborg, hvor Venstre holdt erhvervskonference. Her lagde partiets næstformand, Kristian Jensen ikke skjul på, at han mener arveafgiften i dag en er væsentlig barriere for, at virksomheder kan blive i familien.
”Familieejede virksomheder skaber vækst og er med til at sikre, at hjulene kører rundt. Derfor skal de have fornuftige rammevilkår,” sagde han.
I løbet af de næste fem år står omkring 10.000 familievirksomheder foran et genrationsskifte og det er en økonomisk udfordring, da det trækker store veksler på virksomhedernes egenkapital, mener Kristian Jensen.
”Det har skabt en bekymring for mange af de familieejede virksomheder. Derfor har vi i Venstre været med til at kigge på deres vilkår. Med Vækstaftalen med regeringen afsatte vi i 2014 en ramme på 2 mia. kroner til at lette byrder for erhvervslivet. Den ramme foreslår vi i Venstre, at man anvender målrettet til at forbedre mulighederne for generationsskifte,” sagde han.
Ud af kampen
Ifølge chefjurist i den borgerlige tænketank Cepos, Henriette Kinnunen, bidrager danske familievirksomheder med over 50 procent af værditilvæksten i det danske samfund og beskæftiger ca. 60 procent af arbejdsstyrken. Hun mener derfor, at Danmark bliver sat ud af kampen, hvis der ikke skabes gode og langtidsholdbare vilkår for familievirksomhederne.
”Generationsskrifte er en af deres mest presserende problemstillinger. De betaler 42 procent i aktieavanceskat og 15 procent i arveafgift. Det hele skal hives ud af egenkapitalen og udgør derfor et likviditetsdræn. 10 år er ikke for tidligt at gå i gang med et generationsskifte. Derfor nytter det heller ikke, at man fra politisk hold laver rammevilkårene om hele tiden, lød opfordringen fra hende.