42 kreative bud skal puste liv i spøgelsesbygninger
Næsten 100 studerende fra ind- og udland har givet forslag til, hvordan gamle DSB-stationsbygninger igen kan rumme aktivitet, der styrker lokalområdet
En ny konkurrence - hvor næsten 100 studerende fra ind- og udland har afleveret forslag - skal igen gøre stationerne til et aktiv for byerne, befolkningen og passagererne.
Der venter derfor dommerkomiteen en svær opgave, når skal finde fem finalister til den såkaldte Colliers Award 2015.
Sammen med DSB Ejendomme har erhvervsejendomsmæglerkæden Colliers International Danmark udloddet 75.000 kroner i præmier til de bedste idéer, og forslagene er væltet ind.
- Det er fantastisk at se, hvor mange unge studerende, der midt i deres travle semester har taget udfordringen op. Konkurrencen er tredoblet i omfang siden sidste år, og vi mærker en stigende interesse. Konkurrencen inviterer nemlig studerende til at arbejde med konkrete, faglige udfordringer, siger direktør Peter Lassen, Colliers International Danmark.
I konkurrencen skulle de studerende, heraf i sagens natur mange arkitektstuderende, tage udgangspunkt i stationsbygningen i enten Skive, Ribe, Ringe eller Sorø.
Landsdækkende dyst
Med 23 forslag dominerer Sorø indtil videre konkurrencen.
- Det glæder mig, at vi har fået bidrag fra hele landet og om alle fire stationsbyer, for i år har vi bestræbt os på at gøre konkurrencen landsdækkende. Ikke desto mindre er det nok naturligt, at de studerende vælger at arbejde med den stationsbygning, der er tættest på, hvor de bor og studerer, siger Peter Lassen.
10 grupper har valgt at arbejde med Skive station, fem med Ribe station og tre med Ringe station.
- Det er spændende, at så mange studerende er kommet med bud på, hvad vores stationsbygninger kan bruges til. Jeg ser frem til at læse de konkrete idéer og håber, der vil være forslag, som kan realiseres, siger underdirektør i DSB Ejendomme Jes Transbøl.
12. maj præsenterer finalisterne deres idéer for op mod 200 gæster ved en ejendomskonference på Lokomotivværkstedet i København. Her vil dommerkomiteen samtidig udnævne vinderen.