Helt i glas og uden drivhuseffekt
En både flot og effektiv solafskærmning, siger arkitekten bag ny tilbygning til firmadomicil. Den indeholder ingen kompromisser mellem det visuelle og det funktionelle
En glasbygning ville være som et drivhus, men takket være en ny type solafskærmning, med såkaldte mikrolameller integreret i ruden, er de arkitektoniske ideer og æstetikken nu angiveligt udfoldet uden begrænsninger.
De to øverste plan er nu ført delvist ud i glasbygningen som indskudt dæk og fremstår svævende i rummet.
Mikrolamellerne er udviklet af MicroShade, og fordelen er, ifølge firmaet, at de stopper op til 90 procent af solens uønskede opvarmning.
- Men lyset slippe igennem, fortæller arkitekt Kirstine Toft Dahl fra Kullegaard Arkitekter. Hun er projektleder og kalder glastilbygningen en juvel, der løfter og fornyer bygningen ud mod gårdhaven:
- Glasset med integreret sol- afskærmning var det oplagte valg for os. Det er nok den smukkeste solafskærmning, med frit udsyn og et spændende skovmotiv indlagt i glasset, siger hun om tilbygningen, der har kostet 22 millioner kroner
- Med lamellerne er det muligt at opføre en sydvendt glasbygning og samtidig overholde bygningsreglementets krav til indeklima og energiforbrug, siger Kirstine Toft Dahl.
Arkitekten har brugt friheden til at bruge naturen som et tema, der understreger tilbygningens grønne energiprofil. De lodrette, bærende ståldragere står som træstammer, der forgrener sig i en gitterkonstruktion til glasoverdækningen i taget. I glasset har arkitekten fået indlagt et bladmønster, der ser ud som løvet på træerne. Når solen skinner, kaster bladmønstret samtidig en let skygge på gulvet.
Bygningsteknisk er forgreningen med til at sikre bygningens statik. Arkitekten har valgt at bruge glassenes maksimale bredde på 6000 millimeter til at få ubrudte glasflader og skabe afstand mellem stålbjælkerne.
Selv om glasfacaden er sydvendt, er påvirkningen af indeklimaet minimalt, og der er ikke behov for at køle luften ned. Lyset derimod slipper igennem.
- Vi opnår, at det visuelle og det funktionelle går op i en højere enhed, siger Henrik Bengtsson, teknisk chef i Kopenhagens Fur og ansvarlig for byggeriet.