23948sdkhjf

Vores bygninger kan ikke modstå monsterregn

Boligkarréer og erhvervsejendomme er ikke bygget til at modstå ekstremregn, som rammer hyppigere. Hver syvende ejendom har installationer eller serverrum i kældre med risiko for oversvømmelse, fortæller Niras-undersøgelse
Kældertrapper og lyskasser, hvor vandet let løber ned, og kloakker der løber over. Det er de oplagte risikoområder og svage led ved etagebyggerier og erhvervsejendomme, som bliver ramt af ekstremregn.

Det viser en analyse fra den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras. Analysen bygger på data fra 228 ejendomme, som virksomheden har gennemgået.

De voldsomme regnskyl i 2010, 2011 og senest 2014 oversvømmede kældre hos store boligforeninger, på kontorer og i industrien, med skader i millionklassen, der nu motiverer boligforeninger og virksomheder til at klimasikre.

Og med gennemgangen af mere end 200 ejendomme, har Niras et solidt erfaringsgrundlag for at udpege de ømme punkter.

Naturgeograf Astrid Bisgaard har gennemgået ingeniørvirksomhedens projekter og har kortlagt hvilke problemer, som går igen.

Simple tiltag løser meget

I mere end halvdelen af ejendommene kunne der komme vand ind ved niveaufri døre. I fem ud af ti ejendomme var kældertrapperne et problem, og i fire ud af ti kunne der komme vand i kældrene via lyskasser. I 38 pct. af ejendommene kunne der komme vand op fra et overbelastet kloaksystem.

- Vores bygninger er ganske enkelt ikke designet til at modstå den ekstremregn, som er blevet en realitet. Den gode nyhed er, at man med relativt simple tiltag kan gøre meget. Ofte vil udgifterne til at klimasikre være mindre end det som går tabt, hvis en kælder står under vand, siger Astrid Bisgaard.

Kan være fatalt

De 228 byggerier, som er gennemgået, er en blanding af boligkarréer og erhvervsejendomme med både kontor og industri. Ofte giver det særlige problemer, at elinstallationer og serverrum er placeret i kældrene.

Installationerne er følsomme over for fugt og det kan have fatale konsekvenser, hvis regnen rammer. I virksomheder kan det ramme produktionen og boliger kan være uden strøm eller internet. Det problem går igen i 14 procent af ejendommene.

- For virksomheder kan det være fatalt, hvis et serverrum oversvømmes, og mister man strøm og internet i en hel etageejendom er det også en stor ulempe for mange mennesker. Man har typisk brugt kældrene til installationer for at udnytte pladsen, og fordi det energimæssigt giver mening, lige som det er let at beskytte mod tyveri. Men den tankegang skal man gøre op med. Hvis der blot er den mindste risiko for oversvømmelse, vil jeg anbefale at man finder et andet serverrum. Konsekvenserne kan være meget dyre, siger Astrid Bisgaard.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11