Tivoli sendt tilbage til tegnebordet
Det var alligevel ikke klart som glas, at Tivolis nye hjem for havens garde og balletskole skulle ligge som en markant tilbygning til koncertsalen
Det ambitiøse projekt Tivoli Huset, som efter planen skal være hjemsted for blandt andet Tivoli-Garden og Tivolis Balletskole, er blevet stemt ned af et flertal i København Kommunes Teknik- og Miljøudvalg.
Det nej havde Tivoli ikke set komme.
- Det er jo ikke en hemmelighed, at vi er en lille smule rystede. Vi synes, det er et projekt, der er nemt at holde af, siger underdirektør for Brand & Kommunikation i Tivoli, Dorthe Barsøe.
Det 4.500 kvadratmeter store og 130 mio. kroner dyre Tivoli Huset skulle efter den oprindelige plan stå færdigt i 2017 og bygges til Tivolis Koncertsal ud til Tietgensgade. Den fire etagers høje bygning ville blive gennemsigtig med store glasvinduer og på taget skulle der være områder med græs, mos og bier samt solceller. Pengene er allerede skaffet af Tivoli selv og en donation fra A.P. Møller Fonden.
For uharmonisk
Men selvom Købehavns teknik- og miljøborgmester kan lide idéen bag, var det mandag alligevel ikke nok til at godkende projektet, skriver Berlingske Tidende.
- Jeg har meget stor forståelse for Tivolis ønske om at bygge en ny musik- og balletskole. Og jeg bakker meget op om Tivolis ønske om at bygge på en måde, så Tivoli åbner sin facade mere mod den omgivende by. Men det fremlagt projekt bliver for højt, for kompakt og uharmonisk i forhold til omgivelserne,« siger Morten Kabell (Ø) til flere medier.
Han understreger over for Berlingske, at afvisningen ikke er et endegyldigt nej til Tivoli Huset.
- Vi ser gerne et revideret projekt, hvor der skal være mere fokus på forholdet til de eksisterende bygninger i nærområdet, lyder det fra borgmesterkontoret.