23948sdkhjf
Annonce

Byggeriet om giftrapport: Stor informationsopgave forude

Det vækker bekymring hos Dansk Byggeri, at en ny undersøgelse sporer miljøgift i en stor del danske bygninger.
Det er stærkt bekymrende, at miljøgiften PCB gemmer sig i en lang række danske bygninger.

Det siger miljøkonsulent Simon Stig-Gylling fra Dansk Byggeri, efter Energistyrelsen har offentliggjort en kortlægning af den sundhedsskadelige PCB i danske boliger.

- Det vækker naturligvis opsigt i byggeriet og giver anledning til bekymring.

- Det betyder, at udfordringerne med at håndtere PCB korrekt fortsat skal prioriteres højt i byggebranchen, og at der er en stor informationsopgave foran os i forhold til at dele viden med bygherrer og byggeriets udførende om de miljøfarlige gifte, siger han.

Af Energistyrelsens kortlægning fremgår det, at der er PCB-koncentrationer på et niveau, der gør byggematerialer destruktionspligtige i 75 procent af de undersøgte bygninger opført i perioden 1950 til 1977.

Simon Stig-Gylling understreger, at når der er forurenede byggematerialer i så mange af de undersøgte bygninger, så skal bygherrerne indstille sig på, at der vil komme mere fokus på renovering og bortskaffelsen af byggeaffald.

Det er nemlig tidligere slået fast, at koncentrationen af PCB i indeklimaet stiger i forbindelse med udførelse af renoveringsarbejder.

- Derfor skal man passe ekstra på og sikre sig, at PCB’en i fuger, gulv og maling fjernes med anvendelse af nødvendige beskyttelsesmidler, siger Simon Stig-Gylling.

Undersøgelsens resultater viser blandt andet, at op mod 60 danske skoler sandsynligvis har for meget PCB bag skoleportene.

Man formoder ikke, at eksponering for PCB forårsager akut sygdom, men det kan have konsekvenser for helbredet, hvis man udsættes for miljøgiften over en længere årrække.

Stoffet kan blandt andet være potentielt kræftfremkaldende.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Annonce
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

    Nyhedsbreve

    Send til en kollega

    0.094