Rødderne får en tur i vaskemaskinen
Doppstadt Danmark præsenterer kæmpevaskemaskine til blandt andet trærødder
Rødder til Roskilde
På Roskilde Dyrskue fra 7. til 9. juni præsenterer Doppstadt Danmark den store vaskemaskine RW 508. Egentlig er den bygget med henblik på vask af sukkerroer, som rummer masser af ren bioenergi, hvis de sendes til biogasanlæg. Men indtil videre har maskine nummer fire i den nye produktion udelukkende vasket trærødder til varmeværker. Og det har den gjort i Danmark.
Rødder til varme
- Der bliver tale om danmarkspremiere på Doppstadt RW 508-vaskeren i Roskilde. Vi har haft maskinen kørende i Jylland et par uger for at se, hvad den kan præstere. Den har vasket trærødder, som er gået videre til et stort varmeværk. Og vaskemaskinen har mere end levet op til forventningerne, fortæller Doppstadt Danmarks adm. direktør, Aage B. Andersen.
Danmarks første Doppstadt RW 508 roevasker er debuteret med vask af trærødder hos renovationsselskabet ESØ og har renset 40-50 tons neddelt materiale for sten, jord og sand i timen. Maskinen ligner umiddelbart en tromlesorterer. I testfasen har maskinen vasket med omkring 10 kubikmeter vand i timen. Men der er tale om genbrugsvand.
Tre processer
- Vaskeren, om man nu vil kalde den trærodsvasker, roevasker, kartoffelvasker eller andet, klarer tre processer samtidig. Første trin er frasortering af sten. Derefter kommer vaskeprocessen, hvor roer, kartofler eller rødder vaskes rene for jord og sand. Og så har vi mulighed for at levere et rensningsanlæg til fuldstændig rensning af vandet og dermed en kraftig reducering af vandforbruget, forklarer Aage B. Andersen.
Sand og jord bundfældes i en tank, og herfra kan det pumpes over i containere eller lastbiler og transporteres væk.
Roer og rødder
En entreprenør har i øvrigt netop købt den første Doppstadt RW 508 til Danmark. Han satser på at sætte den mobile vasker i arbejde rundt om i landet. Planen er at sende såvel roer som trærødder, kartofler, gulerødder og andet igennem vasketromlen.