Politisk hykleri
Det er de selv samme politikere, der selv har bidraget til direkte forsøg på at stikke blår i øjnene på skatteborgerne med mere eller mindre opfindsomme navne på nye skatter og afgifter.
Et "sundhedsbidrag", der intet har med sundhed at gøre, men blot er en afløser for amtsskatterne.
En forsyningssikkerhedsafgift, der intet har med forsyningssikkerhed at gøre, men alene er en energiafgift til statskassen.
Og så var der jo lige "Arbejdsmarkedsbidraget", som alene var et andet navn for indførelse af bruttoskat.
Det var også Venstre og De Konservative, der direkte forringede virksomhedernes muligheder for at få prøvet skattesager ved ankenævn og domstole.
Jo, politikerne på Christiansborg har ikke noget at lade andre i systemet høre, når det gælder om at vildlede borgerne.
Noget helt andet er så, at de næsten daglige afsløringer af Skats overgreb på virksomhedsejere og andre, der er kommet i klemme i "systemet", vidner om en usund udvikling, hvor Skat har tiltaget sig en magt, som man ellers skulle tro var forsvundet med godsejernes ridefogeder. I dag er straffen for borgere og virksomheder ikke en tur på træhesten, men i skattemøllen.
Politikerne har givet Skat muligheder for at skyde med spredehagl, uden at det har konsekvenser. Og Skat er såmænd tilfreds, hvis blot 50 procent af ofrene bliver "skamskudt".
Men når det gælder om, at Skat selv skal stå til ansvar for direkte ulovligheder, så er der kø ved håndvaskene.
Det viste skatteministerens svar på, hvem der stilles til ansvar for, at Skat skal gennemgå 25.000-30.000 sager om jordforbedringsfradrag 10 år bagud.
Det kommer til at koste en bondegård, men skatteministeren vil ikke, selv om Kammeradvokaten har udtalt, at "Skat har optrådt klart ulovligt og ansvarspådragende", stille nogen til ansvar for ulovlighederne.
Systemet lukker sig om sig selv, og politikerne ingen nævnt, ingen glemt - har valgt side til fordel for systemet mod borgere og virksomheder.