Lørdag den 15. juni fejres afslutningen på restaureringen af Kornerups rådhus i Vordingborg med et åbent hus arrangement samt indvielse af Slotstorvet efter nyanlæggelse og restaurering af det fredede sprøjtehus på torvet. Kornerups rådhus, der regnes for Danmarks første historicistiske rådhus, og Slotstorvet er begge omdrejningspunkter i den helhedsplan for Vordingborg bymidte, som Vordingborg Kommune lancerede i 2008 sammen med Realdania. Målet var at skabe mere sammenhængskraft mellem byen, dens fortid og nutid.