Spild af penge?
Det danske samfund anvender hvert år mange milliarder kroner på at en indsats, der skulle hjælpe ledige tilbage i job. Sammenlignet med Sverige anvender Danmark i forhold til BNP over 37 procent mere på den aktive beskæftigelsesindsats (DK 1,1 procent af BNP – Sverige 0,8 procent). Faktisk er de danske udgifter til beskæftigelsesindsatsen ifølge Dansk Arbejdsgiverforenings nyhedsbrev Agenda de højeste blandt OECD-landene og væsentligt over OECD-gennemsnittet på 0,4 procent af BNP.
Set i det lys er det ikke bare sund fornuft, at regeringen har nedsat et hurtigt arbejdende udvalg under ledelse af formanden for Beskæftigelsesrådet, tidligere minister Carsten Koch, der skal se beskæftigelsesindsatsen efter i sømmene.
Det er nødvendigt for at tage et opgør med er system, der mere og mere har udviklet sig til at eksistere i kraft af sig selv og ikke for de mennesker, der skal hjælpes i arbejde. Arbejdsmarkedsstyrelsen har skønnet, at alene administrationen af jobcentrene i år løber op i cirka 3,5 milliarder kroner. Dertil kommer, at a-kasserne koster cirka tre milliarder kroner at administrere.
Det må kunne gøres bedre!
Ikke mindst viser erfaringerne, at der er store forskelle på de enkelte jobcentres effektivitet, forskelle der ikke kan bortforklares med demografiske afvigelser.
Med et beskæftigelsessystem, der er så dyrt, burde vi kunne forvente bedre resultater, men desværre viser erfaringerne, at virksomhederne alt for ofte går uden om jobcentrene og søger deres nye medarbejdere ad andre veje.
For en byggevirksomhed er der ikke råd til at få sendt medarbejdere til jobsamtaler, der reelt ikke er motiverede for at tage et job. Der er ofte brug for med kort varslingstid at kunne skaffe kvalificerede medarbejdere, og der er mund-til-mund metoden med medarbejderne som "fremskudt forpost" ofte den foretrukne.
