23948sdkhjf

Pihl skylder fem milliarder kroner

Konkursboet har fredag offentliggjort en cirkulæreskrivelse over anmeldte krav
Konkursboet efter Pihl og Søn har fredag eftermiddag udsendt en cirkulæreskrivelse, hvor kuratorerne gør op, hvad man forventer af aktiver, og hvad der er anmeldt af krav på nuværende tidspunkt.

Pihl & Søn har, som det ser ud nu, passiver for i alt fem mia. kroner. Heraf er de 187,195 mio. kroner privilegerede krav, som udgøres af blandt andet lønkrav. Alle de privilegerede krav bliver dækket. De simple krav udgør 4,519 mia. kroner. Aktiverne i konkursboet er 301,1 mio. kroner.

Af cirkulæreskrivelsen fremgår det, at der vil være en mindre dividende til de simple krav, som er krav fra almindelige kreditorer som eksempelvis underentreprenører og leverandører.

- Vi vidste fra starten af, at der også ville være penge til de simple kreditorer, men de estimater, vi kom med oprindeligt er blevet en lille smule bedre. Grunden til, vi siger, det er et mindre beløb, er, at det procentuelt ikke er så stort et beløb, siger partner Søren Aamann Jensen fra Kromann Reumert, som er en af konkursboets kuratorer.

Flere parametre

Hvor mange penge konkursboet forventer, at de simple kreditorer får, er ikke gjort præcist op, da der stadig er usikkerhed omkring flere parametre i opgørelsen.

Konkursboet forventer, at de samlede passiver ender på et lavere niveau, når alle krav er gennemgået og gjort op.

- Det bliver et mindre tal, end det, der står i cirkulæreskrivelsen, men hvor meget vil tiden vise. Vi er forpligtet til at registrere alle de krav, som folk siger de har eller eventuelt måtte få. Det er først senere, vi afgør i hvilket omfang kravene har relevans, forklarer kurator Henrik Steen Jensen, partner i Holst Advokater.

Det varer noget tid, inden kreditorerne kan forvente at se nogle af deres penge. Kuratorerne forventer, at det var omkring fire-fem år, før hele boet er gjort endeligt op.

Projekter ført videre

Kuratorerne har fået styr på de mange projekter, som Pihl & Søn var i gang med, da konkursen indtraf.

- Alle igangværende projekter, som kunne blive overdraget, er enten overdraget til en ny entreprenør, eller også er der fundet en løsning direkte med bygherren, siger Henrik Steen Jensen.

Han peger dog på tre broer i København, som har vist sig umulige at overdrage.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096