23948sdkhjf

Flere fartkontroller ved vejarbejde

Hver sjette bilist kørte for stærkt gennem vejarbejde på motorvejstrækning, afslørede en automatisk fartkontrol - det giver anledningf til flere kontroller
Der bliver kørt alt for stærkt gennem de igangværende vejarbejder på de storkøbenhavnske motorvejsstrækninger. Det får Københavns Vestegns Politi til at planlægge flere fartkontroller ved vejarbejderne på Motorring 4 og Holbækmotorvejen.

Det oplyser vicepolitiinspektør Erik Radmer Jensen.

- Rigtig mange kører meget for stærkt og bringer sikkerheden for vejarbejderne i fare, og derfor er der behov for at supplere de midlertidige hastighedsbegrænsninger med kontroller, siger Erik Radmer Jensen.

Politikredsen gennemførte 10. juli en automatisk fartkontrol med fotovogn på Holbækmotorvejen på en strækning, hvor den tilladte hastighed er sat ned til 80 km i timen på grund af jord- og spunsarbejde i forbindelse med den ny jernbane til Ringsted.

Hver sjette bilist eller 1.018 af godt 6.000 trafikanter blev i løbet af otte timer blitzet for at køre for stærkt, og de får nu en bøde. 177 kørte så hurtigt, at de udover bøden får et klip i kørekortet, og 10 kan se frem til en betinget frakendelse. En af dem blev målt til 161 km i timen – det vil sige dobbelt så hurtigt som tilladt.

Behov for kontrol

- Der skal være større respekt for skiltningen i forbindelse med vejarbejder. Det er stærkt bekymrende, at hver sjette kører for stærkt gennem et vejarbejde, hvor der er reel risiko for dem, der arbejder. Erfaringen er, at det er mellem hver tiende og hver tolvte, der kører for stærkt på det ordinære vejnet, hvor trafikanterne kender hastighedsgrænserne, men det er vanskeligt at få farten ned ved vejarbejder. Tallene understreger imidlertid behovet for, at kampagner følges op af kontroller, siger Erik Radmer Jensen.

Vejarbejdere er utrygge

Han oplyser, at Københavns Vestegns Politi har fået henvendelser fra de entreprenører, der arbejder med udvidelsen af Motorring 4 mellem Taastrup og Frederikssundsmotorvejen.

Mange af vejarbejderne føler sig utrygge, fordi for mange bilister ikke respekterer hastighedsbegræsningerne.

- Her er der tale om fartgrænser på både 50 og 70 km i timen, og det kniber især for mange bilister at komme ned på de 50 km, fordi de måske ikke kan se nogen forskel i vejarbejdets karakter i forhold til strækninger med 70 km i timen. Men der er naturligvis altid en god grund til, at hastighedsgrænsen er særlig lav, og i dette tilfælde skyldes det, at der foregår jordkørsel og at de tunge lastbiler skal have mulighed for at komme fra arbejdsstedet og ud i trafikken uden at skabe farlige situationer, siger vicepolitiinspektør Erik Radmer Jensen.

Han understreger, at fartkontrollerne sker af hensyn til vejarbejdernes sikkerhed og ikke for at få penge i statskassen.

- Vi vil helst forhindre folk i at køre for stærkt, og ud over mere tekniske tiltag og kampagner, så er jævnlige fartkontroller i den forbindelse nødvendige, mener vicepolitiinspektøren.

På begge de nævnte strækninger vil der i løbet af de kommende uger blive gennemført fartkontroller med politikredsens fotovogn.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125