23948sdkhjf

Kickstart af en ny dansk byggepolitik

Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard vil samle hele byggesektoren om en fælles vision
En byggepolitisk konference, der foregår i morgen i Dansk Arkitektur Center, skal være kickstart for en ny byggepolitisk strategi.

Det fortæller klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (RV), der erkender, at den øvelse er gjort tidligere uden at sætte de store spor i byggesektorens måde at arbejde på.

- I dag er byggebranchen hårdt ramt af finanskrisen og har udfordringer i form af lav produktivitet og innovationsgrad. I fremtiden skal byggeriet være en styrkeposition for Danmark. Byggeriet udgør fem procent af vores bruttonationalprodukt og seks procent af de beskæftigede, men der er en masse uudnyttet potentiale. Vi skal øge produktiviteten i byggeerhvervet, styrke konkurrenceevnen, lave mere bæredygtigt byggeri, og vi kan både tjene flere penge og skabe flere job ved at gøre det hele på én gang. Det er et stort arbejde, og det bliver ikke nødvendigvis let, men jeg forventer, at vi næste år står med en strategi, der lægger trædestenene til fremtidens byggeri, siger Martin Lidegaard til Licitationen - Byggeriets Dagblad som optakt til morgendagens konference.

Forskellige virkemidler

Han understreger med henvisning til vækstplanen, at regeringen er klar til at tage en hel del forskellige virkemidler i brug, herunder reformer.

- Vi tror, at det kommer både danskerne og byggesektoren til gode. Men vi kan ikke lave en byggepolitisk strategi uden også at involvere erhvervet. Vi har brug for politikere, der har mod til at gøre det nødvendige, men byggeerhvervet skal være med i hele processen sammen med vort embedsværk. Det er også derfor, at så mange ministerier er involveret i dette arbejde, så alle gode kræfter kan samles om opgaven, siger Martin Lidegaard, der forventer, at der ved konferencen deltager "alle væsentlige interessenter i byggesektoren":

- Min drøm er at gøre det samme på byggeområdet, som vi har nået på energiområdet, nemlig at samle hele byggeerhvervet omkring en fælles vision, som både politikerne, byggeerhvervet og civilsamfundet bakker op, slutter ministeren.

Globaliseret erhverv

Dansk Byggeri hilser ministerens initiativ velkommen, og direktør Michael H. Nielsen peger på, at der med strategiprocessen lægges op til, at lave "den første samlede strategiplan for byggeerhvervets siden lancering af "Byggeriets fremtid" fra december 2000".

- Det er positivt, at der fastholdes et erhvervsfokus i strategiarbejdet, samt at der nu tages fat på at udvikle en ny langsigtet strategiplan for byggeerhvervet. Siden strategiplanen "Byggeriets Fremtid" fra år 2000 har byggeriet oplevet markante ændringer af rammebetingelserne, lige fra at have gennemlevet århundredes højkonjunktur i midt-nullerne til aktuelt at stå i en alvorlig krise, hvor efterspørgslen på nybyggeri er det laveste siden 1930-erne. Hertil kommer at byggeerhvervet i den samme periode er blevet globaliseret med mange nye aktører på det danske hjemmemarked. Alt sammen markante ændringer af erhvervets rammebetingelser og udviklingsmuligheder, siger Michael H. Nielsen.

Han understreger vigtigheden af, at der i forbindelse med udvikling af en ny byggeerhvervsstrategi tages afsæt i at involvere erhvervet i processen, både når det gælder analyser og formulering af nye mål.

- Det er samtidig vigtigt at det offentlige vedkender sig rollen som "foregangsbygherrer" – en rolle som var fremherskende op igennem nullerne og som har betydet at, nye initiativer enten er implementeret eller godt på vej. Det gælder eksempelvis digitalisering af byggeriet, arbejdet med benchmarking og nøgletal eller indsatsen mod fejl og mangler. Alle områder hvor byggeriet har taget ejerskab og sat nye standarder, slutter Michael H Nielsen.

Leder side 4
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094