23948sdkhjf

Ejendomme får en frist indtil 2015

Den fungerende miljøminister har ikke megen trøst til overs for boligejere, der skal finansiere spildevandsrensning i det åbne land
Inden udgangen af 2015 skal der gennemføres forbedret rensning af spildevandet fra cirka 38.000 ejendomme i det åbne land.

Det slår den fungerende miljøminister Pia Olsen Dyhr (SF) fast i et svar til Folketingets Miljøudvalg.

- Det er besluttet, at kommuner med stort efterslæb får længere tid til at gennemføre indsatsen, der således i nogle områder først vil blive færdiggjort i anden og tredje vandplanperiode frem mod 2027. Det er den enkelte kommunalbestyrelse, der i spildevandsplanen beslutter, om indsatsen skal gennemføres ved lokale renseløsninger, eller om der i stedet skal kloakeres ved tilslutning til et fælles spildevandsanlæg, forklarer ministeren.

Ikke for enhver pris

Det slås dog samtidig fast, at "kommuner og vandselskaber skal ikke kloakere for enhver pris, hvis der er andre renseløsninger, der fungerer bedre":

- Der findes i dag en række decentrale spildevandsløsninger som minirenseanlæg, biologiske sandfiltre, pileanlæg og rodzoneanlæg. Udgifter for boligejerne til etablering af forbedret spildevandsrensning afhænger af den valgte løsning. For lokal rensning vil der alene være tale om anlægsudgifter. For kloakering vil der både være tale om udgifter til anlæg af stikledninger og et tilslutningsbidrag til forsyningsselskabet, oplyser Pia Olsen Dyhr, der også slår fast, at forsyningsselskaberne har mulighed for at give grundejeren en afbetalingsordning for tilslutningsbidrag.

Pensionister, førtidspensionister og efterlønsmodtagere har derudover adgang til at få et kommunalt lån til betaling af tilslutningsbidraget, hvis de har friværdi i den ejendom, der skal kloakeres.

Lave omkostninger

Der peges videre på, at der med BoligJobordningen kan fradrages lønudgifter på op til 15.000 kroner pr. person over 18 år i en husstand.

Det betyder, at en husstand med to voksne typisk kan få dækket lønudgifter for cirka 10.000 kroner via skattefradraget:

- Afslutningsvis vil jeg gerne nævne, at de ejendomme, hvor spildevandsrensningen nu skal forbedres, hidtil har haft meget lave omkostninger til spildevandsrensning sammenlignet med ejendomme, der gennem mange år har haft udgifter til kloaknettet, slutter Pia Olsen Dyhr

Vil sætte folk på gaden

Rene Christensen fra Dansk Folkeparti, der flere gange har peget på, at de nye regler kan tvinge folk fra hus og hjem, hvis de ikke har råd til at betale for spildevandsløsningen, kan ikke bruge ministerens svar til noget som helst.

- Det er et typisk Christiansborgsvar og fortæller ikke, hvad folk skal gøre, hvis de ikke har 70.000-100.000 kroner til en spildevandsrensningsløsning i form af kloakering eller andet. Hvis kommunen beslutter, at en hel landsby nu skal kloakeres, er der jo ingen, der kan stå udenfor og træffe deres egen beslutning om en anden løsning. Man må følge fællesskabet. Jeg siger ikke, at der ikke skal foretages en rensning af spildevandet, men det bør finansieres ved, at boligejerne generelt, ikke bare pensionisterne, kan få indefrosset investeringen i boligens ejendomsværdi. Så må staten eller kommunen lægge pengene ud. Jeg vil ikke være med til at sætte folk på gaden. Kommunerne skal jo politianmelde de stakkels ejere, hvis de ikke har råd til at betale for at opfylde de nye lovkrav, siger Rene Christensen til Licitationen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.102