Byggenyt
AARS: Repræsentanter fra fire idrætsklubber i Aars præsenterede forleden politikere, idrætsforeninger, organisationsfolk og øvrige interesserede fra Aars for et forslag til, hvordan man i fremtiden kan samle idrætsfaciliteter, skole og børneinstitution på et 10 hektar stort område i den vestlige del af byen. Der skal ifølge forslaget blandt andet indrettes en helt ny skole som erstatning for den gamle Aars Skole, en ny daginstitution, ny svømmehal, ny multihal, kampsportsfaciliteter, opvisningsbane og kunststofbaner til fodbolden med mere.
I første omgang ønsker inistiativgruppen, at byrådet beslutter sig for, om området skal bruges til formålet, og at byrådet i de kommende budgetforhandlinger beslutter sig for at afsætte penge til at udarbejde en masterplan for området i Aars, så man kan komme i gang med arbejdet næste år. Det fortæller Nordjyske Stiftstidende.
region syddanmark
bogense: Nordfyns Kommunalbestyrelse har sagt ja til, at der kan arbejdes videre med planer om et vandrerhjem i Solgården, der også snart rummer et sundhedshus, skriver Fyens Stiftstidende.
Tankerne om et vandrerhjem er endnu temmelig løse, og vil i givet fald først skulle indrettes i Solgården som en fase to, efter at sundhuset er blevet realiseret.
Sundhedshuset til cirka 11 mio. kroner finansieres af Region Syddanmark, og det ventes at stå færdigt inden længe.
Fase to i udnyttelse af Solgården handler om de 700 kvm, som Nordfyns Kommune råder over. Der arbejdes med to muligheder, hvor den ene er omtalte vandrerhjem. Den anden mulighed lyder på indretning af endnu flere tilbud inden for sundhedsområdet.
REGION HOVEDSTADEN
RØNNE: Viking Atletik har overtaget Louisenhøj på Torneværksvej i Rønne. Atletikklubben vil indrette møde og kontorfaciliteter på stedet, hvor der også skal gøres plads til materiel, og hvor der skal bygges en aktivitetshal. Sidstnævnte har arkitektfirmaet Blå Streg lavet skitser til.