Væltet hegn sårer tre personer
To kvinder slap med skrammer, der kunne behandles på stedet, mens en dreng på 15 år fik noget ned over foden, så han måtte til behandling på skadestuen. Ifølge vagtchefen er det formentlig et vindstød, der fik hegnet til at vælte.
- Der var tale om nogle krydsfinerplader, som vinden fik fat i, så de blæste ud på cykelstien, siger Jens Kristiansen.
Entreprenøren har efter hændelsen, der kunne have fået alvorlige følger, fastgjort pladerne i de betonklodser, som de stod i, så vinden ikke kan få tag i dem. Arbejdstilsynet er tilkaldt for at klarlægge årsagen til ulykken.