23948sdkhjf

Ungdomsboliger skal udnyttes bedre

Billigere drift af almene boliger og nytænkning for ungdomsboliger er blandt de emner, hvortil der kan opnås tilskud til udvikling
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter yder tilskud til projekter, som bidrager til udvikling af det almene boligbyggeri.

Derfor har ministeriet nu opstillet fire temaer, der kan skabe den nødvendige innovation på området.

Blandt disse temaer er "Fremtidens almene ungdomsboliger – smartere, mindre, billigere?":

- Behovet for betalelige boliger til unge og studerende er størst i landets store byer. Det er her arbejdspladserne og uddannelsesinstitutionerne ligger. Og det er derfor også her konkurrencen om boligerne med ligestillede og andre mere formuende befolkningsgrupper er størst. Naturligt nok prioriterer unge mennesker i tillæg hertil kort afstand til venner, studiekammerater og storbyens kultur- og forlystelsestilbud, når de vælger bolig, noterer by-, bolig- og landdistriktsminister Carsten Hansen (S).

Potentiale

Han mener, at der er et vist potentiale for at bygge billigere, uden at det går ud over bokvaliteten, og formålet med temaet er at skabe eksempler på, hvordan fremtidens almene ungdomsbolig kan etableres med en mere effektiv udnyttelse af grund- og boligareal og med en fremtidssikret indretning, som integrerer smarte, vedligeholdelseslette og bæredygtige løsninger i indretningen af boligen og dens umiddelbare omgivelser.

Billigere drift

Et andet tema drejer sig om at billiggøre driften af almene boliger, fordi lavere driftsudgifter alt andet lige slår direkte igennem i lavere husleje.

- Kapitaludgifterne i det eksisterende almene byggeri ligger som udgangspunkt fast, og mulighederne for at reducere huslejen knytter sig derfor til en effektivisering af driften, der for eksempel indeholder boligafdelingernes udgifter til renhold, almindelig vedligeholdelse og administration. Billiggørelse af driften kan potentielt forbedre mange menneskers økonomi og mindske det offentliges udgifter til boligstøtte, forklarer ministeren.

Sidst, men ikke mindst, er der i finanslovsaftalen for 2013 afsat en energisparepulje til den almene boligsektor på 20 mio. kroner til brug i 2013. Af denne pulje er der afsat 5 mio. kroner til forsøgsprojekter, hvor nye måder at opnå energiforbedringer afprøves.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141